Debat: Skal Nabogo-ordningen stoppes ?

Debat: Skal Nabogo-ordningen stoppes ?
Nabogo-pengene kan i stedet bruges på bedre busdækning til Vollerup. Foto · af: Bo Bach Jensen

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 4 minutter

Betina Thomsen, Konservative Folkeparti, Sønderborg, skriver:

Om ordningen skal ophøre – ja – uden tvivl. Og det har jeg ment siden 2024, hvor ordningen blev indført i Sønderborg Kommune. Faktisk mener jeg, at den slet ikke burde have været indført.

Nabogo-ordningen er nu igen på dagsordenen, når Natur, Klima- og Miljøudvalget mødes på onsdag. Det er derfor på tide at se på, hvad kommunen egentlig har fået ud af ordningen – og om pengene kunne bruges bedre.

Allerede i april 2024 skrev jeg et læserbrev, hvor jeg gjorde opmærksom på en række problemer og mangler ved Nabogo-appen. Jeg sendte samtidig mine observationer til samtlige medlemmer af det daværende byråd.

Min kritik handlede ikke om ideen om samkørsel. Samkørsel kan bestemt være en god idé. Problemet var, om en app som Nabogo reelt kunne løse de transportudfordringer, vi har i et område som Sønderborg Kommune.

Desværre blev mine advarsler ikke taget alvorligt.

TV SYD tog senere sagen op, og få dage efter blev jeg kontaktet af Nabogo, som meddelte, at jeg var uønsket på platformen, og at min profil ville blive spærret. Det gav naturligvis anledning til yderligere undren over, hvordan man som bruger skulle kunne påpege fejl og mangler ved en offentlig støttet løsning.

Samkørsel løser ikke problemet i tyndt befolkede områder

For mere end et år siden gjorde Dansk Persontransport opmærksom på en undersøgelse af samkørselsapps i Frankrig. Undersøgelsen viste blandt andet, at mennesker i byområder i flere tilfælde vælger bilen frem for kollektiv trafik, når muligheden for samkørsel er til stede.

Samtidig viste undersøgelsen, at samkørselsapps ikke løser udfordringerne i tyndt befolkede områder.

Det burde egentlig ikke komme som nogen stor overraskelse.

Jo færre mennesker og biler, der er i et område, desto mindre er sandsynligheden for, at man finder en person, der skal samme vej på omtrent samme tidspunkt. En app kan ikke skabe de passagerer eller chauffører, der ikke er der.

1,275 millioner kroner – er det pengene værd?

I perioden fra 1. april 2024 til 31. december 2026 har Sønderborg Kommune brugt 1,275 millioner kroner på Nabogo iflg. dagsordenen til mødet i Natur, Klima og Miljøudvalget.

Samtidig har Region Syddanmark gennemført en undersøgelse, som viser, at appen hovedsageligt bliver brugt af unge til at afregne samkørsel med mennesker, de allerede kender – snarere end til at finde nye muligheder for samkørsel.

Det interessante er, at Nabogo selv har bekræftet, at undersøgelsens billede er korrekt.

Hvis en ordning til 1,275 millioner kroner i høj grad bliver brugt til at administrere samkørsel mellem mennesker, der allerede kender hinanden, er det efter min mening rimeligt at spørge:

Er det den bedste måde at bruge kommunens penge på?

Særligt når kommunen samtidig har indført tilskud til Ungdomskort, så unge har fået bedre økonomiske muligheder for at benytte den kollektive trafik.

Brug pengene dér, hvor behovet er

Forvaltningen foreslår, at pengene i stedet bruges på at forbedre busbetjeningen af Vollerup.

Det forslag kan jeg kun bakke op om.

Efter Sønderborg Kommune købte Sønderborg Vandrerhjem og omdannede det til studieboliger, har der været udfordringer med at finde egnede steder til lejrskoler i nærheden af Sønderborg centrum. Mange ender i Vollerup, og jeg hører jævnligt om de dårlige busforbindelser til området.

Her mener jeg, vi har en langt mere konkret udfordring, som kommunen kan gøre noget ved.

Hvis vi har 1,275 millioner kroner at bruge på transport, bør de efter min mening bruges på reel kollektiv trafik, hvor behovet er dokumenteret – ikke på en app, der ikke løser de grundlæggende transportudfordringer i vores tyndt befolkede områder.

Derfor vil det være en kærkommen beslutning, hvis samarbejdet med Nabogo ophører, og pengene i stedet bruges på bedre busforbindelser.

Det vil være til gavn for både beboere, studerende, lejrskoler og turister i Vollerup-området.

Det er efter min mening en langt bedre investering i Sønderborg Kommune.

Læs også...  Læserindlæg: Kontanthjælpsreformen rammer også i Sønderborg

GÅET GLIP AF .. ?