Det er med stor sorg, vi meddeler, at frisørmester Bernhard ”Benne” Andersen fra Sønderborg er gået bort i en alder af 97 år den 15. april 2025.

Bernhard Benne Andersen
Bernhard var en engageret og dygtig frisørmester, der i mere end 21 år drev sin frisørsalon ”Kløvercentrets Herrefrisør” i hjertet af Sønderborg. Hans talent og åbne væsen gjorde ham værdsat blandt hans kunder gennem tiden.
Benne mistede sin kone Krista for 3,5 år siden til kræft, og efterlader sine to sønner Bjørn og Bo og deres ægtefæller Sanne og Liva, og ikke mindst sine tre piger, børnebørnene Kira, Helene og Freja, samt oldebørn.
Bernhard Andersen blev født i Drejby på husmandsstedet, som de fleste i dag kender som Kærneland i juni 1927, og var et særdeles kendt ansigt i Sønderborg, hvor han havde arbejdet siden 1945 og han på opfordring kunne fortælle detaljer og lokale historier om besættelsen, og dagen hvor Sønderborg blev befriet af englænderne. Han blev født i et hjem uden el, kunne køre bil, betjene en pc og bruge hans elskede iPhone til det sidste. Benne har altid spredt godt humør hvor han viste sig, og det er nok en af de egenskaber, han vil blive husket for.
Bisættelsen finder sted fra Christianskirken fredag den 2. maj klokken 12. Bernhard efterlader sig et stort tomrum i mange hjerter. Han vil blive savnet og mindet med kærlighed.
I kærlig erindring, Bjørn, Bo, Sanne, Liva, Kira, Helene, Freja og Sofie, Anna, Luna og Oscar.