Debat: Pas på med fortællingen om mere velfærd for de samme penge

Debat: Pas på med fortællingen om mere velfærd for de samme penge
Susanne Blegvad Posselt. Pressefoto

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 3 minutter

Byrådsmedlem Susanne Blegvad Posselt, SF, skriver:

Byrådsmedlem Kim Bækdal Agerley Liberal Alliance skriver i et indlæg på Nært & Nyt om borgerværdi og om at få mere velfærd for de samme penge. Jeg er helt enig i, at vi skal bruge borgernes penge ansvarligt og se på, om vi kan gøre nogle ting smartere og fjerne unødvendigt bureaukrati.

Men vi skal passe på med fortællingen om, at vi bare kan få mere velfærd for de samme penge.

En kommune er ikke en virksomhed. Vi kan sagtens lære af virksomhedernes måde at arbejde på, men velfærd er noget andet. Meget af vores velfærd handler om mennesker og om at have tid til mennesker. Tid til barnet, den ældre og borgeren, der har brug for hjælp.

I budgetaftalen har vi aftalt, at vi sammen skal forsøge at finde et større råderum. Målet er 25 millioner kroner årligt fra 2030. Men de penge er ikke fundet endnu. Måske finder vi 25 millioner. Måske finder vi mindre. Det ved vi først, når vi har set ordentligt på mulighederne og på, hvad konsekvenserne bliver.

Sønderborg Kommune har allerede effektiviseret meget, blandt andet på ledelse og administration. Det betyder ikke, at vi ikke skal se på, om noget kan gøres smartere. Selvfølgelig skal vi det. Men en stor del af opgaverne i administrationen er opgaver, kommunen skal løse på grund af lovgivning og krav fra staten. Dem kan vi ikke bare vælge fra. Og vi skal passe på ikke at skære så langt ned, at vi skaber flaskehalse og lægger endnu mere pres på medarbejdere, der allerede løber stærkt.

Samtidig kommer der flere penge fra staten til vores velfærd. For mig er det vigtigt, at de giver et reelt løft. De skal ikke bare erstatte de penge, kommunen allerede bruger, så vi kan tage de kommunale penge ud igen og kalde dem et nyt råderum.

Vi mangler flere lærere og pædagoger omkring vores børn og flere uddannede medarbejdere i ældreplejen. De ekstra penge skal kunne mærkes.

Jeg er med på, at vi skal fjerne unødvendigt bureaukrati og finde smartere løsninger. Men borgerværdi må ikke blive et andet ord for besparelser.

Hvis vi kan finde et større råderum uden at forringe velfærden eller lægge endnu mere pres på medarbejderne, er det godt. Men vi skal først finde pengene, før vi begynder at regne med dem.

Læs også...  Debat: Kvalitet og tryghed i vores dagtilbud

GÅET GLIP AF .. ?