Læserindlæg: Budgetaftale med borgerværdi – mere velfærd for pengene

Læserindlæg: Budgetaftale med borgerværdi – mere velfærd for pengene
Kim Bækdal Agerley, Liberal Alliance. Privatfoto

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 3 minutter

Byrådsmedlem Kim Bækdal Agerley, Liberal Alliance, skriver:

I flere end 20 år har danske industrivirksomheder arbejdet målrettet med at udvikle sig, for at kunne konkurrere på et globalt marked mod lavtlønslande. Konkurrencen har været hård, men mange virksomheder har ikke blot overlevet. De har skabt vækst, arbejdspladser og stærke resultater.

Hvordan? Ved konsekvent at fokusere på det, der skaber værdi for kunden, og samtidig reducere eller fjerne aktiviteter, som ikke bidrager til værdiskabelsen.

Lad mig give et eksempel, som de fleste af os kender fra hverdagen: Når vi går på restaurant, betaler vi gerne for gode råvarer, dygtige kokke og en god madoplevelse. Det er dét, der skaber værdi for os som gæster. Til gengæld ønsker vi ikke at betale for unødig ventetid, fejlbestillinger eller ineffektive arbejdsgange i køkkenet.

Den tankegang kan vi med fordel lade os inspirere af i kommunen.

Hvad nu hvis vi i højere grad tog udgangspunkt i den værdi, borgerne oplever? Hvad hvis vi brugte mindre tid på interne arbejdsgange og mere tid på kerneopgaven? Hvad hvis vi kunne reducere bureaukrati, forkorte sagsbehandlingstider og samtidig styrke kvaliteten af vores service?

I Liberal Alliance kalder vi det borgerværdi.

Borgerværdi handler om ét centralt spørgsmål: Skaber det værdi for borgeren? Hvis svaret er ja, skal vi styrke indsatsen. Hvis svaret er nej, skal vi have modet til at udfordre vaner, regler og arbejdsgange.

Netop derfor har borgerværdi været en af Liberal Alliances vigtigste mærkesager i årets budgetforhandlinger.

Med borgerværdi kan vi sikre, at vi borgere kommer endnu mere i centrum. Samtidig kan vi skabe bedre rammer for medarbejderne, ved at fjerne unødigt bureaukrati og frigøre tid til det, der virkelig betyder noget.

Et vigtigt første skridt er allerede aftalt. Inden nytår holdes et temamøde for byrådet, som skal danne grundlag for det videre arbejde.

Sønderborg Kommune står samtidig over for store udfordringer. Vi bliver flere ældre, behovene vokser, og kampen om arbejdskraften bliver hårdere. Derfor kan fremtidens udfordringer ikke løses alene med flere penge. Vi er også nødt til at tænke nyt, prioritere skarpere og arbejde smartere.

Vi vil gerne takke budgetforligets parter for modet til at tænke langsigtet. Med budgetaftalen har vi ikke blot vedtaget et budget. Vi har sat en retning mod en stærk, moderne og økonomisk bæredygtig velfærd, hvor borgernes behov er omdrejningspunktet, og hvor hver skattekrone skaber størst mulig værdi.

Borgerværdi er – mere velfærd for de samme penge.

Læs også...  Læserindlæg: Hvor er Venstre og Socialdemokratiet?

GÅET GLIP AF .. ?