Debat: Nye flotte facader til folkeskolen – men vi må ikke glemme indholdet

Hørup Skole. Arkivfoto af: Ole Kæhler


Ole Kæhler
Ole Kæhler
8. maj 2025 kl. 04:30

Læsetid: 3 minutter


Spidskandidat Kim Bækdal Agerley, Liberal Alliance, skriver:

Hos Liberal Alliance er vi tilfredse med, at vores folkeskoler får et løft af deres fysiske rammer – mange skoler trænger. Et godt indeklima er med til at sikre en god indlæring, og et godt arbejdsmiljø sikrer bedre forhold for vores lærere.

Skolernes Årti – Fremtidens Skole har mange spændende og gode delelementer – som vi ser frem til at følge. Men nye flotte facader kan ikke stå alene, fagligheden og forhold for dette skal følge med. J.f. Danmarks statistik bruger 62 kommuner flere penge på skoleområdet i 2024 og man kan derfor undre sig over, at Sønderborg Kommune bruger færre penge end der er budgetteret, som også er blevet fremhævet i et læserbrev af Susanne Blegved Posselt, SF, i sidste uge. Byrådsmedlem Erik Lorenzen har svaret i et læserbrev, at det skyldes nødvendige besparelser. Det er vigtigt for udviklingen af vores folkeskole, at vi holder fast i de midler der er afsat og ikke gennemfører besparelser, hvis der igen kommer økonomisk tunge tider. I disse tider skal vi ikke lade os forblænde af nye flotte facader!

Ifølge data fra Børne- & Undervisningsministeriet, så er andelen af børn med fravær over 10 procent i Sønderborg Kommune kun stigende og lå i 2023/2024 på 16 procent. Ligeledes har udviklingen af elever med høj trivsel en markant faldende trend og elever med mistrivsel er stigende. Modsvar vil være, at det er en national trend, men det må ikke accepteres som en forklaring!

God trivsel er med til at sikre udviklingen af vores elever, og der er ikke plads til besparelser på området. Lærerne peger selv på, at de har brug for bedre tid til at danne relationer til den enkelte elev og til at arbejde med klassens fællesskab, hvis vi skal skabe bedre trivsel for vores børn og unge i skolen.

Liberal Alliance ønsker at sikre finansiering ved at effektivisere de bureaukratiske processer og arbejde aktivt for at sænke fraværet. Begge tiltag vil b.la. sikre mere nærvær for eleverne.

Som det har fremgået af flere læserbreve for nyligt, så er man i Byrådet uenige om, hvilket parti der fik ideen og dermed æren for skolerenoveringerne. Ser man som Sønderborgborger ind i denne ‘debat’, så peger det desværre igen, på den politiske splittelse der er i byrådet! Hvem der har besluttet hvad i byrådet, bruger vi i Liberal Alliance ikke energi på, vi glæder os blot over beslutningen. Men for at sikre en solid udviklingen for folkeskolen i Sønderborg Kommune, kræver det et enigt byråd og det kan jeg med den nuværende retorik være bekymret for.