Spidskandidat Susanne Blegvad Posselt, SF, skriver:
Jeg er lærer, læsevejleder og ordblindelærer. Jeg har arbejdet i folkeskolen i mange år og mødt hundredvis af børn, der har brug for tid, nærvær og støtte for at lykkes. Jeg ved, hvad det kræver – og jeg ved, hvad det koster, når politikerne vælger at spare.
Som SFs spidskandidat i Sønderborg er jeg dybt bekymret for den retning, vores skolevæsen bevæger sig i.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at 62 kommuner brugte flere penge på skoleområdet i 2024. Sønderborg er desværre blandt de få, der gik den modsatte vej. Endda så meget, at der ikke engang blev brugte det, som var sat af i budgettet.
Det er ikke bare tal på et regneark – det er et spejlbillede af en virkelighed, hvor skolelederne i stigende grad er blevet økonomichefer frem for pædagogiske ledere. De er sat til at drive en slags virksomhed, hvor overskud og underforbrug er vigtigere end didaktik og trivsel. Det er en farlig udvikling, og det går ud over både børn og ansatte.
Jeg er skuffet over Børn- og Uddannelsesudvalget. Hvor er ambitionerne for vores fælles skole? Hvor er opbakningen til ledere, lærer og pædagoger, der hver dag løfter en kæmpe opgave under stadig sværere vilkår?
Som lærer ved jeg, hvad der virker: Tid, tillid og ressourcer. Som SFer ved jeg, at fællesskabets styrke begynder i klasselokalet. Derfor vil jeg kæmpe for, at Sønderborg ikke længere skal være en kommune, der halter bagefter. Vi skal turde investere i folkeskolen igen – ikke skære den ned.