Ole Hansen, Gartnervænget, Broager, skriver:

I debatten om detailhandelens død i vore bymidter og handelsgader, bliver der snakket og råbt meget om hjælp – men der bliver sjældent sagt noget, der går til kernen i problemet.

Jeg vil gerne gøre forsøget, for jeg har oplevet udviklingen på nært hold, og jeg ser, hvad der er galt.

I min indkøbsby var der: Fem købmænd – tre manufakturbutikker – to Tatol-butikker – tre slagtere – fem bagere – seks beværtninger – en urmager, fire pengeinstitutter foruden en del liberale erhverv og et antal butiksudsalg.

I 2025: Er der en brugs – en 365 butik – en bageriudsalg og en blomsterforretning  – og Gudskelov for det.

Derfor spørger jeg: Er det virkelig forbrugernes skyld? Eller stikker årsagen dybere?

Jeg mener, problemet står på fem ben.

Nethandelen, som stjæler mindst 50 procent af omsætningen. Det er svært at konkurrere med platforme, hvor kunderne handler med et klik – døgnet rundt – uden at bidrage til lokaløkonomien.

Kommunen og Staten har centraliseret deres indkøb. Før gik ordrer til den lokale købmand, farvehandler, boghandler, skohandler, manufakturhandler, isenkramsbutik m.m. I dag går det hele igennem fælles indkøbsportal og grossister – langt fra byen og butikslivet.

Genbrugsbutikker konkurrerer – uden at betale samme skatter og afgifter. Mange har frivillig arbejdskraft – betaler ikke moms og ikke A-skat. Det er fint med genbrug – men det er ikke konkurrence på lige vilkår. Disse butikker har millionomsætning på landsplan.

Grænsehandelen dræner dansk detailhandel. Folk kører sydpå og fylder bilen med varer, vi ellers kunne have handlet lokalt, men som herhjemme er belagt med så høje skatter og afgifter, at de ikke kan konkurrere. Vor indtræden i EU skulle harmonisere skatter og afgifter: Hvordan er det gået?

Detailhandelen må også kigge indad. Længere åbningstider, synligt handelstalent og samarbejde kan være med til forskellen på ’liv og død’ for en lokal butik. Der skal kæmpes for kunderne, så de har noget at komme der efter.

Hvem skal så fylde butikkerne?

Hvem tør sætte sine sparepenge på højkant?

Jeg efterlyser ikke flere analyser eller konsulentrapporter. Jeg efterlyser realisme og respekt for de mennesker, der har båret lokalsamfundet i generationer, og som nu kæmper for at overleve. Skal vi have liv i byerne, må vi se virkeligheden i øjnene, navigere derefter, og det er ikke gjort med en sum penge til ’en buket blomster’.

Mit indlæg er ikke ment som nostalgi. Det er virkelighed.

Så mit spørgsmål til Byrådet i Sønderborg er helt konkret:

Vil I fortsætte med at ’male vinduer og facader’ samt belægning i gågaden for millioner?

Eller vil I begynde at løse problemer i det virkelige liv?

Løsningen er i hvert fald ikke restriktive og rigide lokalplaner – det er der jo beviser nok på.