Broagerlands Ungdoms- og Idrætsforening, BUI, fejrer sit 125-års jubilæum med en stor festdag for hele byen. Jubilæumsarrangementet finder sted lørdag den 7. november i Broagerhallen.
Åbent Hus for hele familien
Dagen lægger ud med et gratis Åbent Hus fra kl. 12.00 til 15.00, hvor alle er velkomne. BUI byder velkommen til byens borgere, nuværende og tidligere formænd, udvalgsmedlemmer, sponsorer, klubmedlemmer, frivillige og samarbejdspartnere, skriver foreningen.
I løbet af eftermiddagen kan gæsterne opleve:
Stande fra afdelingerne: Få et indblik i foreningens mange tilbud og aktiviteter.
Prøv sportsgrene: I Hal 1 og Hal 2 vil der være mulighed for selv at afprøve forskellige sportsgrene.
Gratis slushice: Alle børn kan se frem til en gratis slushice.
Præmieret trylleshow for de yngste
Klokken 13.00 inviterer BUI ROCK de yngste indenfor i den lille sal til et show med Den Store Tryllekunstner og hans kanin. Forestillingen er en anderledes og underholdende børneforestilling med stor aktivitet og samspil med publikum. Børnene inddrages aktivt på scenen og får et ballondyr med hjem fra den skandinavisk præmierede børneforestilling.
Klokken 15.00 afsluttes det åbne hus, så hallen kan gøres klar til aftenens store fest.
BUI ROCK LIVE
Aftenen står i festens og musikken tegn med BUI ROCK LIVE fra kl. 17.00 til 24.00. Aftenarrangementet tilbyder levende musik, en stor og lækker buffet, kolde fadøl, cocktailbar og god stemning sammen med op mod 200 nye og gamle venner.




