Christel Leiendecker, formand for Kræftens Bekæmpelse i Sønderborg, skriver:
Nogle gange skal der to forskellige møder til, før en tanke for alvor begynder at tage form.
I sidste uge deltog jeg som formand for Kræftens Bekæmpelse Lokalforening Sønderborg i dialogmødet om det kommende nære sundhedsvæsen. Her drøftede vi blandt andet, hvordan civilsamfundets tilbud og fællesskaber kan tænkes ind som en del af borgernes sundhedsforløb.
Få dage senere havde jeg mine DGI-briller på til landsdelsmøde i Vejle, hvor fællesskaber og spørgsmålet om, hvordan vi får flere mennesker med, også fyldte.
Og dér begyndte de to verdener for alvor at hænge sammen for mig.
For hvad sker der egentlig, når et menneske efter eksempelvis et kræftforløb er færdig med behandling og rehabilitering?
Man er ikke nødvendigvis tilbage i det liv, man havde før. Sygdom kan påvirke både kræfter, arbejdsliv, relationer og tilknytningen til de fællesskaber, man tidligere var en del af.
Derfor bør vi tænke længere end selve behandlingen:
Fra behandling til rehabilitering – og fra rehabilitering videre til fællesskab og hverdagsliv.
Her ser jeg et spændende potentiale i et tættere samarbejde mellem sundhedsvæsenet, kommunen, Kræftens Bekæmpelse, DGI og de lokale foreninger.
Kræftens Bekæmpelse har viden om patienter og pårørendes behov. DGI og foreningslivet har stærke lokale fællesskaber og erfaring med at bygge bro til dem. Det kunne vi bruge langt mere aktivt – også i arbejdet mod ensomhed.
Vi behøver nemlig ikke nødvendigvis skabe en masse nye tilbud. Vi skal blive bedre til at forbinde det, vi allerede har.
En del af løsningen kunne være én tydelig indgang og en fælles platform, hvor borgere, pårørende og fagpersoner kan få overblik over muligheder og lokale fællesskaber. Men en platform kan ikke stå alene. Nogle mennesker har også brug for en håndsrækning til faktisk at tage det første skridt ind i et nyt fællesskab.
Det passer godt med ambitionen om et sundhedsvæsen, hvor borgerens hele liv er i centrum, og hvor civilsamfund og patientforeninger tænkes tættere ind.
Kunne vi i Sønderborg skabe en stærkere bro fra behandling og rehabilitering til fællesskab – og samtidig være med til at forebygge ensomhed?
Det synes jeg er en tanke, der er værd at arbejde videre med.
For det nære sundhedsvæsen skal ikke slutte ved døren til sundhedscentret.
Det skal bygge bro videre til hverdagen, fællesskabet – og livet.
