Fem byrådspartier: Skoleløftet er ikke et soloprojekt – det er et fælles ansvar

Arkivfoto af: Ole Kæhler


Ole Kæhler
Ole Kæhler
2. maj 2025 kl. 10:39

Læsetid: 2 minutter


Af Kirsten Bachmann, Slesvigsk Parti, Stefan Lydal, Dansk Folkeparti, Bo Kleis Christensen, Nye Borgerlige, Asger Romme Andersen, Enhedslisten og Erik Lauritzen, Socialdemokratiet, skriver:

I et nyligt læserindlæg påstår Venstres Jimmy Simonsen, at partiet nærmest måtte kæmpe alene mod resten af byrådet for at få sat gang i skolerenoveringerne – en påstand, der har mere drama end dokumentation.

Det er beskæmmende, at Venstres nye spidskandidat svækker det brede samarbejde, som netop har gjort de historisk store skoleinvesteringer mulige. Og vi tager i fællesskab afstand fra påstanden om et ‘lavt niveau”‘på kommunens skoler. Fakta siger noget andet: Sønderborg ligger helt i top i Syddanmark på både karaktergennemsnit og trivsel. Det vil vi bygge videre på.

Med ’Skolernes Årti’ tager Sønderborg Kommune et historisk skridt mod at sikre vores børn de bedste rammer for læring og udvikling. Dette initiativ handler ikke blot om vedligeholdelse, men om en massiv satsning på at skabe fremtidssikrede og inspirerende skoler. Vi har forpligtet os til markant at løfte skolerne – med fokus på bedre indeklima, moderne bygninger og fleksible læringsmiljøer.

Skoleløftet er en fælles satsning, båret af alle partier i byrådet – resultatet af en historisk konstituering, hvor netop skolerne står centralt. Vi var enige om at renovere efter en klar prioritering baseret på en grundig analyse. Investeringernes omfang, brede inddragelse og langsigtede retning blev til i forhandlingerne – ikke af Venstre alene.

Før budgetforhandlingerne afleverede alle partier input til borgmesteren, som derefter fremlagde det første konkrete forslag. Andre spidsede blyanten og formulerede Skolernes Årti. At vi i dag står med en samlet investering på en halv milliard kroner frem mod 2035 til skoleområdet, skyldes rigtig meget hårdt arbejde, en god politisk dialog og en stærk fælles vilje – ikke sololøb.

Slesvigsk Parti, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Enhedslisten og Socialdemokratiet ser fortsat et fælles ansvar for at sikre, at børn og unge trives og lærer i sunde, moderne rammer. Og mens Venstre er gået i valgkampsretorik, holder vi andre snuden i sporet og fokus på målet: Renoverede og moderne læringsmiljøer, høj kvalitet i undervisningen og en folkeskole, hvor både børn og voksne trives.