Debatindlæg: Frie valg er godt for dem der ikke passer ind i kommunale tilbud

Arkivfoto af: Ole Kæhler


Ole Kæhler
Ole Kæhler
28. april 2025 kl. 13:57

Læsetid: 2 minutter


Byrådskandidat Betina Thomsen, Sønderborg Konservative Folkepartis vælgerforening skriver:

Susanne Blegvad Posselt fra SF skriver i sit læserindlæg på Nært & Nyt i dag, mandag, at når blå partier går sammen, så ser SF rødt, fordi det er ensbetydende med privatiseringen stiger, og at det skaber ulighed, og splitter fællesskabet.

Det er jo ikke rigtigt og det ved størstedelen af Danmarks befolkning efterhånden godt.

Problemet er, at vores samfund i det offentlige har udviklet sig til ’One Size Fits All’ og det gør det bare ikke. Hvorfor skal vi ikke tilbyde de borgere, der har muligheden for det og som ikke passer ind i samfundets ’kasser’, at de kan vælge et sted, hvor de passer ind?

Yderligere nævnes det, at fællesskabet splittes og personlig erfaring siger det modsatte. Vi oplevede på en friskole tættere sammenhold, større ansvar, og mindre mobning. Vi skal ikke glemme at mange folkeskoler i Sønderborg Kommune nu er store skoler og langt fra alle børn trives i store rammer. Nogle børn og forældre foretrækker små rammer og det kan netop fri- og privatskoler tilbyde.

Vi er slet ikke uenige om, at folkeskolen og de offentlige plejehjem bør være stærke og om, at det er rygraden i vores velfærdssamfund, men lad os da give folk ret til at vælge selv, hvis de ikke føler, at de passer ind i de offentlige tilbud. Så længe vi kører med de kasser og bureaukratisering i samfundet, som vi gør, så får vi ikke stærkere offentlige tilbud.

Blå partier har sagt det om og om igen, lad os gøre noget ved bureaukratisering og få startet afbureaukratisering, så vi kan skabe mere plads, råderum og fokus på den enkelte for at skabe bedre trivsel, men røde partier har skabt så stort et net af love, at de knap ved hvor de selv skal starte.

Når en borger ikke trives i de muligheder som samfundet tilbyder, men kan trives i et tilbud af private udbydere og har pengene til det – bør det så ikke være op til den borger selv at vælge og skabe de bedste vilkår for sit eget liv?