Debat: Slip fagligheden og talenterne løs!

Byrådskandidat Thomas Bjørn-Lüthi. Pressefoto


Ole Kæhler
Ole Kæhler
18. juni 2025 kl. 09:44

Læsetid: 3 minutter


Byrådskandidat Thomas Bjørn-Lüthi, Liberal Alliance, skriver:

Jeg ved, at Sønderborg er fyldt med dygtige mennesker, og med cirka 5. 800 medarbejdere er kommunen en af de største arbejdspladser, vi har. Medarbejdere gør en kæmpe forskel hver dag – for borgerne, for os alle. Kerneopgaverne er velfærd, sikre det gode liv, skabe inspirerende og trygge rammer, understøtte dem der ikke kan alt selv samt gøre vores kommune til et godt sted at leve i. Et stort ansvar som medarbejderne på bedste vis løfter indenfor de givne ledelsesrammer.

Desværre viser målinger et højt sygefravær, en trivsel i skolerne der er lavere end under corona og et opråb om manglende støtte, inspiration og kompetencer. Hvilket i sidste ende tager penge væk fra vores alles velfærd.

Den rigtige ledelse skaber bedre rammer og udvikling!

Som leder gennem 15 år har jeg set, hvordan organisationer blomstrer, når ledelsen tager ansvar, skaber inspirerende rammer og giver plads til medarbejderne. Det kræver mod at give medarbejderne mere medansvar, træffe beslutninger baseret på oplevelser og driften, og ikke mindst stole på at folk godt kan selv.

TÆNK, hvis vi i Sønderborg ændrede ledelsessynet og fik skabt en endnu bedre arbejdsplads, hvor vi stoler på fagligheden, slipper talenterne løs og giver plads til medarbejderne. Udover at dette i sig selv ville mindske de bureaukratiske procedurer og tiltage ville et fald i sygefraværet fra 12,6 til 10 dage frigive mere end 20 millioner kroner om året, samtidigt med at serviceniveauet løftes.

Potentialet og mulighederne 

I LA kan vi se potentialet for en besparelse på 100 millioner kroner om året, hvilket ikke lyder som meget, men for:

25 millioner kroner kan vi få to voksne på i dansk, matematik og hvis nødvendigt i sprogundervisningen i vores skoler.

3 millioner kroner kan vi styrke vores frivillige med et goto-team og støtte med ekstra muligheder.

Vi kan afsætte penge til at vi kan skabe den efterspurgte nærværende og synlige ledelse, der skaber retning og understøtter det pædagogiske arbejde i vores dagtilbud samt en ledelse der er med til at skabe et endnu bedre arbejdsmiljø i ældreplejen.

Hvad synes du vi skal bruge penge på at forbedre?

I Liberal Alliance Sønderborg tror vi på en kultur og et mindset, hvor vi ikke er bange for at tage det ekstra skridt. Hvor vi ikke er bange for at vælge til og fra, hvor vi tager ansvar, før det er nødvendigt. Dette er med en tro på at medarbejderne selv kan indenfor de givne rammer.

Vi tror ikke på flere lag og mere administration. Vi tror på bedre ledelse. Et byråd med en borgmester i spidsen, der skal turde være chef. Ikke for detaljen, men for kulturen. For retningen. For udviklingen. For fremdriften.

Ledelse er ikke administration. Det handler om at skabe retning, sætte mål og tage ansvar. Det kræver mod og fornyelse, men det er den rigtige vej til at skabe fremtidens kommune, der lever op til sit potentiale.

Sønderborg kan godt!

Læs også...  Debat: Dimission og fællesskab – en påmindelse til os alle