Foreningen Havørred Als sætter ørredyngel i vandet tre steder i lokalområdet den 11. april og de inviterer alle interesserede til at komme og være med fra klokken 11, hvor de er ved Snogbæk Skov.
”Vi har inviteret børnehavebørn og en skoleklasse og selvfølgelig er alle andre også velkommen”, siger Per Lorenzen, der er formand for Havørred Als, som har over 900 medlemmer. Han fortæller, at foreningen byder på en pølse og lidt at drikke.
Der skal sættes 10.000 meget små havørreder ud ved Snogbæk Skov og det samme antal de to andre steder.
Ørredynglen, som skal i vandet kommer fra Fyns Laksefisk.
”Vi elfiskede havørreder her i vandet omkring Als og strøg dem sammen med folk fra Fyns Laksefisk. De tog rognen med til Fyn og den 11. april kommer der 30.000 små havørreder retur til os
Det at sætte ørredyngel, smolt, ud er ikke noget, som man bare lige gør. Tilløbet har varet halvandet år.
”Vi har lavet nye stenrev ved Kegnæs, Skarrev, Blå å, Snogbæk, og Krambæk på Broagerland og ved Snogbæk – og de ligger tæt ved kysten på lavt vand og det gør, at det ålegræs, vi har plantet, får lys og kan gro – og det er med til at sikre, at havørredynglen har bedre muligheder for at overleve”, siger Per Lorenzen til Nært & Nyt.
Det store antal skarver, der er ved kysterne, gør et indhug i fiskebestanden.
”Så vi fik tilladelse til at regulere bestanden, så vores havørreder ikke ender som foder til skarvene”. Vi holder vagt ved åens ud i fire dage der hvor fiskeyngel udsættes og jager skarven bort”.