Har du mistet en ægtefælle, partner, forælder, barn eller en anden nærtstående på grund af kræft, kan hverdagen føles både tom og uoverskuelig. Derfor starter Kræftens Bekæmpelse i Sønderborg nu et nyt netværk for efterlevende, hvor sorg, savn og håb kan deles med andre, der står i en lignende situation.
Netværket er målrettet voksne efterlevende til kræftpatienter bosat i Sønderborg Kommune. Her er der plads til både de svære følelser og til små glimt af lys i hverdagen, når livet skal finde en ny form efter et tab.
”Vi ved, at mange efterlevende føler sig meget alene med sorgen,” siger lokalforeningsformand Christel Leiendecker i en pressemeddelelse.
”Med netværket ønsker vi at skabe et trygt rum, hvor man kan komme, som man er, uden at skulle forklare alting fra begyndelsen. Her møder man andre, der forstår, hvordan det er at miste til kræft, og som kan være med til at bære noget af det tunge sammen med én. Vores ønske er at sige til de efterlevende: Du er ikke alene. I netværket skal man ikke ‘tage sig sammen’ eller være stærk – her må man være lige dér, hvor man er i sorgen”.
Netværket ledes af tovholder Morten Lund, der selv har oplevet at miste sin hustru for seks år siden.
”Sorg er ikke noget, der bare går over – men den kan deles”, siger Morten Lund.
”I gruppen skal der være plads til at dele erfaringer med hinanden – både gode og dårlige. Der skal være plads til både tårer og smil. Nogle kommer måske helt nyligt efterlevende, andre har levet med sorgen i længere tid, men savnet fylder stadig. Det ved jeg selv. Uanset hvor man er i sin sorg, skal man føle sig velkommen og mødt med respekt”.
Det praktiske
Tid: Sidste mandag i måneden, kl. 19.00–20.30, første møde den 26. oktober.
Sted: Frivillighedens Hus.
Pris: Det er gratis at deltage
Kontakt: Hvis du vil høre mere om netværket eller overvejer at deltage, er du velkommen til at kontakte Morten Lund på telefon 60 55 93 42 eller mail: lundmorten0601@gmail.com




