Shu-bi-duas udødelige sange vender tilbage i en ny og storslået koncertoplevelse, når Shu-bi-dua 2.0 gæster Alsion næste efterår – den 7. oktober – med turneen Basuner og Engle. På scenen får de selskab af i alt 12 musikere, der giver de velkendte klassikere et symfonisk løft.
Shubiduas sange har gennem generationer samlet danskerne og er i dag en fast del af landets fælles sangskat. Nu får de nyt liv i symfoniske arrangementer, hvor strygere og blæsere tilfører musikken nye klange og dimensioner, skriver Kultur i Syd.
Efter en totalt udsolgt turné med Danmarks Underholdningsorkester er Shu-bi-dua 2.0 klar til et nyt kapitel i 2027. De tre originale medlemmer Michael Hardinger, Kim Daugaard og Jørgen Thorup får selskab af seks musikere fra strygeensemblet Live Strings og blæsersektionen Bøgelund Horns.
Sammen fortolker de klassikere som ’Hvalen Hvalborg’, ’Den Røde Tråd’ og ’Danmark’ i nye smukke arrangementer, hvor strygernes varme klang møder blæsernes energi.
Siden Michael Bundesen og Michael Hardinger grundlagde Shubidua i 1973, har musikken været lydsporet til generationers fester, sommerminder og fællesskab. I dag er sangene en fast del af kulturarven. Publikum kan se frem til et genhør med de elskede klassikere i nye symfoniske arrangementer, hvor strygernes varme klang og blæsernes kraft tilfører musikken nye dimensioner. Det bliver en koncertoplevelse, hvor Shu-bi-duas velkendte humor, musikalitet og melodier får selskab af de symfoniske vinger.
Billetter sælges fra Kultur i Syds hjemmeside.



