I rigtig mange kommuner drømmer byrådene om flere tilflyttere, men eksperter fra KL kan ikke give opskriften til, at flere flytter til de enkelte kommuner. For nogle lykkes det – og det er i de kommuner, som ligger tæt på en af de store byer.
Også i Sønderborg arbejdes der på at trække flere til, selvom befolkningstallet – på nær i året hvor der kom en del ukrainske flygtninge til kommunen – hvert år er gået nogle skridt tilbage og Asger Romme Andersen fra Enhedslisten mener, det giver mere mening at arbejde for at holde på de indbyggere, som allerede er her.
”I Enhedslisten vil vi hellere fokusere på, hvordan kommunen bliver et trygt og godt sted at bo, så folk har lyst til at blive boende. Det er for os meget mere visionært end at jagte vilkårlige tal som 77.000 individer eller 2500 boliger”, siger byrådsmedlem Asger Romme Andersen til Nært & Nyt.
”Når vi investerer i tryghed i vores daginstitutioner, skoler, foreningsliv, botilbud, ældrepleje, så er det betydningsfuldt for alle os, der bor her. Og det er noget der kan være med til at få folk tør tro på, at der bliver taget sig godt af deres kære, mens man er på arbejde”.
Reklamer skal trække nye hertil
”Pop-up-begivenheder og salgskampagner kan måske lokke nogen få hertil fra andre dele af landet, men det har ikke betydning for vores tillid til at Sønderborg Kommune er et trygt og godt sted at bo”, siger Asger Romme Andersen og tilføjer, at i Enhedslisten Sønderborg vil de hellere se på kvaliteten af vores kommune og vores boligområder end at jagte visioner om tilfældige tal.
Målet om, at vi bliver 77.000 indbyggere er en del af planen for Turisme og Handel og borgmester Erik Lauritzen mener, at der kan trækkes flere indbyggere til Als og Sundeved.
‘Målet om 77000 indbyggere er meget ambitiøst, men vi er vant til at sætte høje mål og så arbejde for dem. Oftest lykkes det. Om vi lige når 77000 i 2030 er måske ikke det altafgørende, men det er afgørende, at vi arbejder målrettet på det og at vi øger indbyggertallet markant’, skriver borgmester Erik Lauritzen til Nært & Nyt på vegne af Socialdemokratiet.
‘Det er rigtigt, at vi jo lige nu i bedste fald ’kører ligeud’. Men jeg er slet ikke i tvivl om, at satsningen på mange flere studerende som udklækkes og slår rødder her i kommunen, er den vigtigste faktor. Det kræver meget af os, for dels skal der skaffes boliger og dels skal vi sikre, at familie- og fritidslivet i Sønderborg i højere grad matcher unge fra hele verden og deres forventninger til en moderne ung by’, skriver han videre og fortsætter.
‘En anden faktor vil være, at vi bliver ved med at profilere Sønderborg overfor danskere i storbyerne. Både dem der er ’udvandret’ fra Sønderborg og alle de, der bliver trætte af storbyens larm og bøvl og de høje husleje- og boligpriser. Dem skal vi kunne tiltrække – vi har jo de spændende jobs, naturherligheder og det gode liv for familier og børn. Endelig så skal vi understøtte udviklingen af nye virksomheder og understøtte væksten i små og mellemstore virksomheder – det kan være indenfor oplevelses- og turisterhvervet men bestemt også indenfor vores styrkeposition – energieffektivitet og højteknologi. Alt det lykkes kun gennem samarbejde og partnerskaber -det vi er så gode til’.
Målet blev sat af Venstre
’Som formand for Udvalget for Erhverv og Grøn Vækst står jeg inde for Masterplanerne, der sætter rammerne for målene i 2030. Det er min og Venstres politik, og det er stemt igennem med et stort flertal på 30 og 31 mandater i Byrådet’.
Det skriver Venstres byrådsmedlem Kjeld Stærk.
’Det er ikke én ting alene, der gør forskellen. Det er de gode job- og boligmuligheder, det er de gode skoler og bedre forhold for virksomhederne. Det er mere turisme i forbindelse med Nordborg Resort og hundredvis af andre initiativer. Det er netop derfor, vi har lavet to masterplaner, der klarlægger, hvordan vi vil opnå målene’.
’Det er ret usædvanligt, at man udstikker så klare mål, som vi har gjort i Masterplanerne fra Udvalget for Erhverv og Grøn Vækst. Vi har gjort det, fordi vi vil tale i klar tekst. Vi har sat os for at knække kurven for den negative befolkningsudvikling – så vi kan gøre Sønderborg Kommune til et endnu bedre sted at bo’.
Målet er vigtige end de aktuelle tal
’Det hjælper ikke at tale om tallene. Vi har brug for energi ind i kampen for, at vi lykkes. Når landstræner Nicolai Jacobsen går til halvleg og er bagud, spørger han jo ikke, om det er realistisk at vinde kampen. Han lægger en strategi, og han kæmper for sejren. Det samme gør vi nu ved at omsætte planerne til virkelighed’, skriver Kjeld Stærk.
’Når jeg kommer rundt til aktørerne i kommunen, er det tydeligt, at de alle er trukket i arbejdstøjet. Det gælder alle – både Vækstrådet, GOTO Sønderborg, Stear, Sønderborg i arbejde, SDU’s referencegruppe, Det Strategiske Uddannelsesråd, Handelsstandsforeningerne, Industrigruppen og flere andre. Alle har de øjnene rettet mod målet om 77.000 indbyggere – fordi de ved, at det er nu, at vi i fællesskab kan gøre en forskel’.
Statistikken er ikke i Sønderborg favør
Nye Borgerlige mener, at visionen om de 77.000 indbyggere er et ambitiøst mål for kommunen. Sønderborg Kommune er ikke blevet til det, den er blevet, uden at være ambitiøs og visionær. At have politikere, som tør se længere ud i fremtiden end blot en enkelt byrådsperiode. Når det er sagt, så er 2030 lige om lidt og statistikken taler desværre ikke i vores favør. Så i det åndedrag er det måske snart tid til at tage målet op til revision, det anerkender jeg blankt, skriver byrådsmedlem Bo Kleis Christensen til Nært & Nyt.
’Jeg tænker, det er en oplagt opgave for det nye byråd i den kommende valgperiode fra januar 2026. Det nye byråd skal i starten af perioden udfærdige en ny vision for hele kommunen og det er et oplagt sted at kigge på, om der skal justeres i antallet af borgere, man ønsker at være i år 2030 – eller om visionen måske skal være en helt anden. Det vil jeg lade være op til det nye byråd at afgøre – og jeg håber selv at få mulighed for at få indflydelse på netop den vision ved, at være en del af det nye byråd og det bliver jeg, hvis vælgerne velsigner mig med en periode mere, når der er valg’.
I dag, onsdag, skal politikerne i Økonomiudvalget have en snak om netop indbyggertallet.