Sønderborg Kommune skal sætte solceller op på de kommunale tage, hvor det er muligt. Sådan lyder det fra EU og det har medlemmerne i Økonomi- og Strategiudvalget brugt tid på at drøfte.
Forvaltningen vurderer, der ikke er kommunale tage, hvor det giver mening at sætte solceller op.
“Den nationale lovgivning på området er blevet lidt mindre bureaukratisk samtidig med, at der er kommet nye EU-krav om solceller på tage, når det er teknisk og økonomisk rentabelt. Vi har i forvejen solceller på cirka 1/3 af de kommunale tage, og det er jo de lavest hængende frugter. Der er ikke umiddelbart mange andre bygninger, hvor det giver mening, men forvaltningen arbejder videre med at kigge på mulige lokationer, hvor der kan laves anlæg af en tilstrækkelig størrelse, måske suppleret med batterier, så det kan blive rentabelt”, siger Venstres Tage Petersen til Nært & Nyt. Han er med i udvalget, som havde møde i går, onsdag.
Borgmester Erik Lauritzen kom med et eksempel.
“Hvis vi tager en idrætshal, så giver solceller ikke mening, fordi solen skinner i dagtimerne og hallen bruges i aftentimerne. Hvis vi kunne lægge strømmen fra dagtimerne på batterier, så vil det give mening”.
Forvaltningen skal arbejde videre med sagen.



