Det er ikke længe siden, der startede en gruppe for pårørende til demente og en af initiativtagerne er unge Tilde Gripping Thorkelin-Eriksen, som håber på, at hun til sommer kan begynde på psykologistudiet på SDU i Esbjerg.
“Vi mødes i Frivillighedens Hus på tirsdage, hvor vi laver mad sammen og spiser den bagefter”, siger hun til Nært & Nyt.
Hun fortæller, at hun mistede sin far til den frygtelige sygdom, Als.
“Så jeg kender til at være pårørende til en syg og ikke have håb om bedring – og jeg kender til det at miste”, siger Tilde Gripping Thorkelin-Eriksen.
“I vores ‘samtalekøkken får de pårørende et frirum og det er så vigtigt, fordi livet som pårørende ind imellem er utroligt hårdt”.
Her bliver der snakket om lidt af hvert. Både de gode oplevelser og om det, som er svært.
“Det er vigtigt, at man også har tid til at være et menneske og ikke alene en pårørende til en syg. Det ved vi, som kommer her og det behøves vi ikke forklare. Her får vi læsset af og vi får nye input”, siger Tilde Gripping Thorkelin-Eriksen.
Lige nu er der fem personer med i ‘samtalekøkkenet’ og der er plads til mange flere – så er du pårørende til en med demens, så er du velkommen til at blive en del af fællesskabet. Du kan ringe til Per Lønborg og få at vide, hvad du skal gøre. Hans nummer er 3064 4801.
Gruppen mødes i Frivillighedens Hus på tirsdage fra 11:30 til cirka 13:30.
“Vi skal nok tage rigtigt godt imod dig”, siger alle fem.