Oldtimerløbet har solgt alle startnumre

Klar til Oldtimerløbet. Pressefoto


Ole Kæhler
Ole Kæhler
29. april 2025 kl. 14:36

Læsetid: 2 minutter


Med over 1.100 tilmeldte er alle startnumre til dette års Oldtimerløb i Gråsten solgt og Lions er som arrangør super taknemmelige for den store opbakning. Aldrig har vi kunnet melde udsolgt så længe før løbsstart, oplyser Martin Nielsen, som er ansvarlig for, at der ikke er tilmeldt flere, end der er plads til på Oldtimerpladsen – Ringriderpladsen – i Gråsten.

Oldtimerløbet afvikles som altid den sidste lørdag i maj, altså i år den 31. maj, hvor løbet og optoget gennem Gråsten by som noget nyt får assistance af politihjemmeværnet, så de gamle køretøjer ikke skal standse i lyskryds flere gange end absolut nødvendigt.

“På alle måder glæder vi os til afviklingen i år. Heldigvis melder mange sig som frivillige hjælpere, så også publikum får maksimal fornøjelse af at komme på pladsen”, siger Martin Nielsen i en pressemeddelelse.

“Takket være et nyt udvidet samarbejde med de tre Lions-klubber i Sønderborg kan vi tilmed garantere både for løbets afvikling og fremtid – og et pænt overskud til humanitære og velgørende formål i kommunen”, siger lederen af Lions Broager-Gråsten, Kristian Pallesen, Broager, og benytter chancen til at fortælle, at Lions fortsat tager imod forslag til, hvem i lokalområdet der bør have årets Oldtimerpris på 50.000 kr.