Biblioteket tager tilløb til litterære vandringer

Forfatterne på workshop. Foto af: Pato Soto


Ole Kæhler
Ole Kæhler
30. marts 2025 kl. 06:00

Læsetid: 2 minutter


Både lokale sønderborgere, der kender naturen godt, og turister, der vil ud på ukendte stier, kan glæde sig til sommeren 2026, hvor biblioteket vil lancere ’Litterære lydvandringer. Her skal publikum ud og gå på udvalgte ruter, mens de lytter til en fortælling, der udspiller sig netop dér, hvor de sætter deres fødder, skriver biblioteket i en pressemeddelelse.

Fortællingerne bliver skabt af lokale forfattere, der i løbet af projektet kommer til at skrive deres tekster på naturens og landskabets præmisser.

I projektet deltager Karsten Skov, Linda Lassen, Bente Løwe Christiansen, Ilja Wechselmann, Hans Karup, Andrias Andreasen, Kaj Smedemark, Tabea Petersen og Thorsten Kranz. Forfatterne er alle en del af netværket, Forfattergruppen Alssund.

Når de litterære lydvandringer bliver lanceret, kan publikum begive sig ud på ruter, der vil være lige så forskellige som de deltagende forfattere – både hvad angår det litterære indhold og den fysiske rute. Ruterne vil variere og der vil være såvel kortere, lettilgængelige ruter som længere, udfordrende ruter i kuperet terræn.

Projektet handler i bund og grund om at flette naturen og litteraturen sammen. Resultatet, lydvandringerne, vil henvende sig både til dem, der primært opsøger aktive oplevelser i naturen, og dem, der primært opsøger læsning og andre kulturaktiviteter inden døre.

Projektet er skudt i gang

Selvom der stadig er lang tid til sommeren 2026, er forfatterne og projektet allerede i fuld gang. Forleden var forfatterne til en inspirationsworkshop hos Naturvejlederne Sønderborg, som biblioteket samarbejder med i projektet. Her fik de viden om Sønderborgs skjulte perler og unikke naturoplevelser, så de kan snævre sig ind på, hvor netop deres fortælling skal udspille sig, og måske få ideer til, hvad den skal handle om.