Madbanken får besøg af borgmester Erik Lauritzen

Madbankens frivillige. Privatfoto


Ole Kæhler
Ole Kæhler
6. maj 2025 kl. 12:24

Læsetid: 2 minutter


Mandag den 19. maj får Madbanken besøg af borgmester Erik Lauritzen. Han vil deltage i sortering, opsætning af ‘butikken’ og uddeling af overskudsmad til lokale borgere med økonomiske udfordringer.

Overskudsmaden består af varer med kort holdbarhed, som butikkerne ellers ville have smidt ud. Ved at indsamle og distribuere denne mad hjælper Madbanken med at reducere madspild og giver samtidig borgerne i lokalområdet adgang til gratis, nærende måltider.

Karin Jensen, forperson for Madbanken i Sønderborg, udtrykker glæde over, at borgmesteren tager sig tid til at besøge dem.

”Det giver os mulighed for at vise vores frivillige arbejde, som foregår syv dage om ugen på forskellige tidspunkter”, siger hun i en pressemeddelelse.

”Madbanken spiller en vigtig rolle i lokalsamfundet ved at tilbyde gratis overskudsmad, der ellers ville blive smidt ud. Vores frivillige arbejder hårdt hver uge for at hente mad fra lokale butikker, og vi er stolte af at have fået Klimaprisen fra ProjectZero for Årets Grønne Nul 2025”.

Uddelingerne finder sted mandage og fredage fra kl. 15.00 til 16.00. De frivillige, der har vagt, mødes til en kort briefing kl. 14.00, hvorefter opsætningen af butikken i Frivillighedens Hus’ baglokale starter omkring kl. 14.20. Kø-numrene til borgerne deles ud kl. 14.45, og dørene åbnes kl. 15.00. Nedtagning af butikken og rengøring forventes afsluttet senest kl. 16.15.

”Vi opfordrer altid interesserede borgere til at komme forbi med en bærepose. Vær dog forberedt på lidt ventetid. Vores frivillige sørger for, at alle bliver taget godt imod, og uddelingerne sker i mindre grupper for at skabe trygge rammer”, siger Karin Jensen.