Tirsdag var reserveret til indsamlingen, Aktiv Fritid, hvor frivillige fra foreningen Broen var i Skansen – sammen med et par lidt mere kendte for at samle penge ind til foreningen.
“Kendte, lokale personligheder hjælper os med at ringe donationer ind fra borgere og virksomheder, der gerne vil støtte børn og unges fritidsliv. Pengene går ubeskåret til at give børn fra økonomisk trængte familier adgang til sport, musik, spejderaktiviteter og andre fritidstilbud, der styrker deres sociale og personlige udvikling”, siger Jytte ‘Pyt’ Sørensen fra Broen til Nært & Nyt.
“Pengene bliver sendt ud i foreningerne, når de søger om eksempelvis at få dækket kontingent til et barn eller en ung. Lærere, sundhedsplejersker og andre omkring det enkelte barn kan søge os om hjælp. Også til ture eller lejre med foreningen”, siger Jytte ‘Pyt’ videre og tilføjer, at de også har et lager med sportstøj og udstyr.
Det vigtige for Broen er, at børn fra økonomisk trængte familier også bliver en del af fællesskabet i foreningslivet.
“Og i dag er jeg lige blevet ringet op af en dreng, som vi støtter. Han ville gerne donere et beløb og det synes jeg er rigtigt flot”.
Byrådskandidat Maria Frost Andresen fra Venstre var også med til at ringe penge hjem og det samme var byrådsmedlem Jesper Smaling fra Socialdemokratiet.
“Jeg har en liste med rigtig mange navne, jeg skal ringe til og jeg synes, det er vigtigt at hjælpe Broen, så flere børn kan bliver en del af foreningernes fællesskab”, sagde Jesper Smaling til Nært & Nyt.
I alt blev der samlet 32.000 kroner ind og foreningen venter svar på nogle af de mails, der blev sendt ud.