Cheftræner Kasper Søndergaard: En særlig kamp mod Skjern

Cheftræner Kasper Søndergaard: En særlig kamp mod Skjern
Spændende hvilken taktik cheftræneren har imod sin tidligere klub. Foto

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 4 minutter

Sønderjyske går ind til lørdagens håndboldkamp i Sydjysk Sparekasse Skansen med fire sejre på stribe. Først blev det til en dramatisk 31-30-sejr på udebane mod Fredericia HK, inden de lyseblå sikrede sig en vigtig pokalsejr på 38-33 over GOG og dermed spillede sig videre i jagten på endnu en Final4-plads.

Derefter blev TMS Ringsted besejret med 36-31 i Skansen, inden Sønderjyske senest leverede en overbevisende udekamp mod Mors-Thy Håndbold. Her vandt de lyseblå 34-24 efter en første halvleg, hvor gæsterne bragte sig foran 17-10.

Det skriver Sønderjyske Herrehåndbold.

Viktor Bergholt blev topscorer i Thy med otte mål, mens Nicolai Skytte, Rasmus Madsen og Reinier Taboada hver bidrog med fem scoringer. I målet leverede Thorsten Fries også en stærk indsats med en række vigtige redninger.

Fire sejre på tværs af liga og pokalturnering vidner om et hold, der har fundet et godt niveau og fået selvtillid ind i spillet. Nu skal de gode takter omsættes til endnu en stærk præstation foran hjemmepublikummet i Skansen.

Skjern kommer med selvtillid

Skjern Håndbold har også vist, at holdet kan levere offensivt. Vestjyderne har blandt andet scoret 42 mål i sejren på 42-35 over KIF Kolding og vist, hvor farlige de kan være, når angrebsspillet flyder.

Senest blev det til en sejr på 34-31 over Bjerringbro-Silkeborg. Skjern var bagud 18-19 ved pausen, men fik vendt kampen efter sidebyttet og vandt anden halvleg med fire mål.

Det er et hold, der ifølge Kasper Søndergaard har flere markante styrker, som Sønderjyske skal være forberedt på.

En særlig kamp mod Skjern

For Sønderjyske-cheftræner Kasper Søndergaard bliver lørdagens kamp ikke helt som alle andre. Han har selv tilbragt 15 år i Skjern, men selv om der venter et gensyn med en klub, der har haft stor betydning for ham, er fokus rettet mod opgaven på banen.

”Det bliver selvfølgelig en speciel kamp for mig, når man skal møde en klub, hvor man selv har været i 15 år – men når først kampen går i gang, så er det en kamp ligesom alle andre. Der venter os en virkelig stærk modstander, som har fået en god sæsonstart. De har været utrolig stabile og har to rigtig gode målmænd, en stærk defensiv og en uhyggelig hurtig kontrafase, så vi skal ramme vores absolutte top for at få to point, men vi kommer ind med en stor selvtillid og glæder os til at spille foran en helt fyldt Skansen”, siger han.

Cheftræneren er dermed klar over, at der venter en vanskelig opgave. Sønderjyske skal være skarpe i begge ender af banen og passe godt på bolden, så Skjern ikke får mulighed for at udnytte sin hurtige kontrafase.

Sønderjyske har revanche til gode

Sidste sæsons to indbyrdes ligakampe mellem Sønderjyske og Skjern endte begge med vestjysk sejr – men de lyseblå var tæt på at få noget med fra begge opgør.

Sæsonens første møde blev spillet i Skansen i september sidste år og her leverede Sønderjyske en tæt kamp mod Skjern, men efter en første halvleg, hvor gæsterne førte 14-13, trak vestjyderne fra i slutfasen. Skjern vandt opgøret 32-27, selv om Frederik Tilsted med 11 mål leverede en stærk individuel præstation for de lyseblå.

I december mødtes holdene igen, denne gang i Skjern. Her blev det endnu et tæt opgør, hvor hjemmeholdet trak det længste strå med en sejr på 28-26 efter en pauseføring på 15-11.

Skjern fik dermed fuldt udbytte af de to ligakampe i sidste sæson, og Sønderjyske har noget at revanchere, når de grønne gæster Skansen. Denne gang kommer de lyseblå dog med fire sejre i ryggen og en god fornemmelse efter de seneste ugers præstationer.

Skansen skal hjælpe de lyseblå videre

Der er lagt op til en spændende lørdag eftermiddag, hvor Sønderjyske skal forsøge at bygge videre på de seneste ugers gode takter. Skjern kommer med selvtillid og har flere våben, som kan gøre livet svært for hjemmeholdet.

De lyseblå har dog vist, at de kan levere på et højt niveau – både i Betoro Herreligaen og i pokalturneringen. Med en helt fyldt Sydjysk Sparekasse Skansen i ryggen er der lagt op til en intens håndboldkamp, hvor hjemmeholdet får brug for al den støtte, de kan få.

Nu handler det om at holde fast i de gode takter, stå sammen i de svære perioder og jagte den femte sejr på stribe.

J&CO Fanzonen åbner halvanden time før kampstart, så kom i Skansen og vær med til at give de lyseblå den bedst mulige opbakning.

Hvis du endnu ikke har sikret dig billet til kampen, så kan du købe en på Sønderjyskes hjemmeside.

Læs også...  Golf: Se hvem der vandt Jutta Sko Cross Country-turneringen

GÅET GLIP AF .. ?