For vores mange trofaste gæster er det næppe nogen hemmelighed, at arbejdet med at skabe Nord-Als Musikfestival foregår året rundt. Faktisk starter planlægningen af næste års musikprogram allerede i april – før den nuværende festival overhovedet er afviklet.
Det er den dedikation, der siden 1981 har sikret, at vi år efter år kan præsentere en af Danmarks smukkeste og mest veldrevne festivaler, skriver bestyrelsen, der over en længere periode arbejdet med nye udviklingsmuligheder.
Vores mål er både at give vores gæster endnu flere stærke musikoplevelser og samtidig langtidssikre festivalens økonomi og fremtid.
Siden coronapandemien er priserne på livemusik steget markant i hele landet. For en festival af vores størrelse udgør disse prisstigninger en betydelig udfordring. Vi har dog fundet en løsning, der både håndterer denne udfordring og samtidig beriger det samlede musikprogram.
Alsingeren bliver en fast del af festivalpladsen
Fra festivalen i 2027 integreres Alsingeren endnu mere i den samlede festivaloplevelse. Både fredag og lørdag vil Alsinger-scenen indgå som en aktiv del af festivalområdet på linje med Gårdscenen og Parkscenen.
Programmet på Alsingeren tilrettelægges, så det komplimenterer de øvrige scener. Når der eksempelvis spilles rock på Parkscenen, vil Alsingeren byde på en mere akustisk oplevelse.
På den måde får I som gæster et bredere og mere mangfoldigt udvalg af musik at vælge imellem.
Ændringer i opvarmning og gratis koncerter
Den nye struktur betyder også, at vi fredag og lørdag ikke længere kan tilbyde amatørmusik eller gratis adgang på Alsingeren.
Vi ønsker dog fortsat at støtte op om amatørmusikken. Derfor bevarer vi traditionen med at åbne festivalen om torsdagen, hvor alle er velkomne til gratis koncerter med lokale amatører.
Vi i bestyrelsen glæder os utroligt meget til at præsentere dette nye tiltag i 2027, og vi håber, at I vil tage godt imod de nye musikalske muligheder i de smukke rammer på Nordborg Slot.



