Inden Sønderjyskes håndboldherrer løb på banen i Sydjysk Sparekasse Skansen onsdag aften sagde sportschef Jacob Bagersted, at de lyseblå har vundet hele syv ligakampe i træk. Ordene faldt i Sønderjyske Herrehåndbolds erhvervsklub kort inden pokalkampen.
“Aalborg er ét af Europas bedste hold, men i håndbold kan alting ske og vi er bestemt ikke uden chance”, sagde sportschefen.
Og det blev en tæt kamp, hvor flere blandt publikum mente, at dommerne var lidt på Aalborgs side.
Slutresultatet blev et nederlag til de lyseblå på 21-24 efter 12-13 ved pausen.
Nordjyderne levede dermed op til favoritværdigheden.
På lørdag skal Sønderjyske spille ligakamp i Skansen mod Ribe-Esbjerg – og du finder en billet på håndboldklubbens hjemmeside.



