Totalrådgivere valgt til modernisering af Alssund-Skolen og Gråsten Skole

Totalrådgivere valgt til modernisering af Alssund-Skolen og Gråsten Skole
Foto · af: Sønderborg Kommune

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 3 minutter

Der er nu indgået kontrakter med totalrådgivere til moderniseringen af både Gråsten Skole og Alssund-Skolen. Næste skridt bliver projekteringen af de to projekter. Herefter forventes udbud og licitation for begge projekter i slutningen af 2027.

Moderniseringerne er en del af Skolernes Årti – Fremtidens Skole, hvor Byrådet har sat gang i et større løft af kommunens folkeskoler. Målet er at udvikle moderne og attraktive fysiske rammer, hvor kommunens børn og unge kan lære, lege og trives, skriver Sønderborg Kommune.

”Vi har store ambitioner for vores folkeskoler, som vi arbejder med i Skolernes Årti. Senest er der i budgetaftalen afsat ekstra 250 millioner kroner til moderniseringer og renoveringer af skoler, så vi over 15 år i alt sætter 750 millioner kroner af til Skolernes Årti. Og vi er i fuld gang med at omsætte de overordnede planer til virkelighed, ved at sætte gang i visionerne for Alssund-Skolen og Gråsten Skole. Det er dejligt at se den fremdrift, for gode og tidssvarende fysiske rammer er en vigtig del af en attraktiv folkeskole”, siger Jesper Smaling, der er formand for Børn, Skole og Familieudvalget.

De to skoler har forskellige udgangspunkter og profiler, og det afspejler sig også i moderniseringsplanerne.

”Det stærke ved de her projekter er, at vi ikke forsøger at skabe to ens skoler. Vi tager udgangspunkt i den enkelte skoles identitet, behov og muligheder. På Alssund-Skolen skal sport og bevægelse kunne mærkes endnu tydeligere i læringsmiljøerne, mens vi på Gråsten Skole arbejder med at skabe en mere åben og imødekommende skole med en stærkere forbindelse til lokalsamfundet. Nu får vi rådgiverne med om bord til at omsætte de ambitioner til konkrete løsninger”, siger næstformand Susanne Blegvad Posselt.

Valget af totalrådgivere betyder, at arbejdet nu går videre med projekteringen af begge moderniseringer. Der forventes byggeopstart på begge projekter primo 2028.

Bevægelse skal kunne mærkes på Alssund-Skolen

På Alssund-Skolen tager moderniseringen afsæt i skolens profil inden for Sport og Bevægelse, herunder talentklasser. Sammen med NIRAS og Urbanlab Nordic skal RUM skabe nye læringsmiljøer, hvor skolen gennem sin tætte forbindelse til blandt andet halanlæg, den kommunale tandpleje og dagtilbud ikke alene skal være et sted for undervisning, men også et åbent og aktivt samlingspunkt.

Skolens godt 10.000 m² skal renoveres og omdisponeres, så de eksisterende bygninger kan rumme nye pædagogiske behov uden at øge bygningsarealet. Planerne omfatter blandt andet en ny hovedindgang, et centralt skolebibliotek, en ombygget multisal og bedre sammenhæng mellem indskoling, mellemtrin og udskoling.

En mere åben Gråsten Skole

På Gråsten Skole er ambitionen en gennemgribende modernisering, og visionen er at åbne skolen mere mod omgivelserne og skabe et sted, hvor børn, unge, voksne og lokalsamfundet føler sig velkomne. Her er ERIK, arkitekter, valgt som totalrådgiver med VITA Ingeniører som underrådgiver.

Gråsten Skole rummer både historiske og funktionelle værdier, som er et aktiv i den videre udvikling. projektet kobles til den historiske by Gråsten og samspillet med Ahlmannsparken, som også er et lokalt samlingspunkt i byen.

Moderniseringsplanerne lægger blandt andet op til et nyt, åbent og imødekommende ankomstområde og en ny mellemtrinfløj mellem hovedfløjen og vestfløjen. De øvrige bygninger skal moderniseres med afsæt i både de bygningsmæssige behov og de pædagogiske intentioner.

Læs også...  Fire SDU-studerende vandt billetter til New York

GÅET GLIP AF .. ?