En ny friskole, FriRum, er under udvikling i Svenstrup og det er med planlagt skolestart i august 2027.
Elevtallet i den nuværende Svenstrup Friskole er faldet og friskolen lukker derfor til sommer. Nu er en ny gruppe gået i gang med at skabe en ny friskole og dermed sikre, at de tilbageværende 31 elever, som er på Svenstrup Friskole, ikke skal flytte til andre skoler.
Skolen skabes af en gruppe forældre og fagpersoner som et mindre og trygt skolemiljø med plads til at lære på forskellige måder. Der er særligt fokus på børn med særlige behov, børn i skolevægring, og børn der har svært ved at finde fodfæste i de eksisterende skoletilbud.
Selvom der er 10 måneder til skolestart, er arbejdet i fuld gang. Næste store skridt tages mandag den 9. november, hvor initiativgruppen holder den stiftende generalforsamling.
Bag initiativet står en engageret blanding af forældre og fagpersoner. Deres fælles vision er at skabe en skole for alle, hvor høj trivsel og faglig stolthed følges ad, og hvor mindre rammer giver ro og pædagogisk overskud til at møde den enkelte elev i øjenhøjde.
“I FriRum tror vi på, at forskellighed er en styrke”, siger kontaktperson Stine Sivertsen fra initiativgruppentil Nært & Nyt.
“Uanset om en elev har særlige behov, har oplevet skolevægring, eller bare blomstrer op i et mindre miljø, er der plads til dem her. Vi fjerner presset og genskaber motivationen gennem trygge fællesskaber. Hos os siger vi altså ja tak og velkommen til elever med særlige behov”.
Skolen skal være i den nuværende Svenstrup Friskoles lokaler i Svenstrup, hvor der er direkte busforbindelser til og fra Gråsten, Sønderborg og Nordborg. Friskolen FriRum bliver dermed let tilgængelig for familier i hele området.
Lokalsamfundet og interesserede forældre opfordres nu til at tage aktiv del i skolens fremtid. Den stiftende generalforsamling holdes i Svenstrup Friskoles lokaler mandag den 9. november, hvor alle er velkomne.
Du kan følge med via Facebooksiden FriRum Friskole og hjemmesiden, Frirumfri.dk, er under opbygning.




