Kommunen investerer i talenterne på kunstskolens Leonardo-hold

Kommunen investerer i talenterne på kunstskolens Leonardo-hold
Victoria fra Leonardo-holdet er nu på Det Fynske Kunstakademi. Foto · af: Ole Kæhler

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 2 minutter

Unge med et særligt talent for billedkunst får fortsat mulighed for at udvikle deres evner i et fagligt og socialt fællesskab på Sønderjyllands Kunstskole. Kultur, Handel og Turismeudvalget har tildelt 142.780 kroner fra udvalgets pulje til talentudvikling til kunstskolen, som skal anvendes på Leonardoholdet. Holdet samler unge med interesse og talent inden for billedkunst i et kunstnerisk miljø, hvor der også er fokus på det sociale fællesskab.

Leonardoholdet mødes to eftermiddage om ugen og supplerer kunstskolens talenthold BGK, hvor eleverne arbejder med deres kunstneriske udvikling på fuld tid. For flere tidligere elever har Leonardoholdet været et springbræt til en videregående kreativ uddannelse.

”Vi vil gerne give unge billedkunsttalenter i Sønderborg Kommune gode muligheder for at udvikle det, de brænder for. Leonardoholdet kombinerer høj kunstnerisk faglighed med et fællesskab, hvor de unge kan inspirere hinanden og bygge videre på deres evner. Det er vigtigt, at vi som kommune investerer i lokale talenter og fastholder de unges interesse for kunsten og kulturen”, siger udvalgsformand Daniel Staugaard i en pressemeddelelse.

Leonardoholdet er specifikt målrettet unge, som allerede har udviklet deres talent og efterspørger mere målrettet undervisning, samt unge, som ikke nødvendigvis finder deres plads i et normalt skole- og fritidstilbud grundet personlige udfordringer. Her kan kunsten være et fælles omdrejningspunkt i samspillet med andre, kunstinteresserede unge.

”Talent skal understøttes og udvikles i et miljø, som er tilpasset ens interesse, og hvor man kan møde ligesindede. Med støtten giver vi Kunstskolen mulighed for at fortsætte et miljø, der både tager de unges kunst alvorligt og er for en gruppe af unge, som også har brug for at styrke deres personlige og sociale udvikling”, siger næstformand Jesper Kock.

Pengene gives som ét samlet tilskud i 2027, som skolen kan fordele over tre år i forbindelse med en langsigtet talentudviklingsstrategi.

Læs også...  Åbent Hus hos KFUM Spejderne

GÅET GLIP AF .. ?