Kom og hør om nye fund ved Dannevirke

Kom og hør om nye fund ved Dannevirke
Museumsinspektør Frauke Witte. Privatfoto

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 3 minutter

Hvis du tilmelder dig og tropper op i BHJ-Salen i Gråsten den 23. november klokken 19, så kan du høre museumsinspektør Frauke Witte fra Haderslev Museum fortælle om de spændende nye udgravninger ved Danevirke.

Det skriver Historisk Forening for Gråsten By og Egn.

Danevirke er et forsvarsanlæg, et symbol og en tidligere grænse mellem det nuværende kongerige Danmark og det nuværende Tyskland. Det består af volde, palisader og mure, der er blevet bygget på siden 500-tallet til middelalderen og som blev genaktiveret i 1864 og omdiskuteret under den anden verdenskrig.

Udgravninger i de seneste år i samarbejde med Archäologisches Landesamt Schleswig-Holstein har bragt særdeles spændende resultater frem.

Frankerne – daværende kongerige i det nuværende Frankrig – skrev i deres årbøger om en port og vej igennem volden, og begge dele er nu fundet.

Samtidig er det lykkedes at datere den næstældste voldfase, og de dateringer viser, at man nogle hundrede år tidligere end hidtil antaget har bygget den første jordvold. I voldgravene var bevaringsforholdene gode nok til, at bl.a. flere træspader kunne tages op intakte.

Og i de skriftlige kilder fra frankerne nævnes også, at en af de tidligste danske konger, Kong Godfred, som døde år 810, byggede på volden. Det fandt man også bevis for.

Foredraget gennemgår udgravningerne og deres til dels epokegørende resultater. Man ved nu meget mere om voldens historie. Frauke Witte har selv deltaget i udgravningerne.

Museet ved Danevirke

Danevirke Museum ved volden er nu ved at blive fornyet med en ny bygning og en ny udstilling. Det er A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal samt Augustinus Fonden som i 2020 besluttede at donere 64 hhv. 13 millioner kroner til Sydslesvigsk Forening til opførelse af et nyt formidlingscenter. I mellemtiden er dette beløbet  blevet forhøjet. Samtidig har den danske stat og den tyske delstat, Slesvig-Holsten, besluttet at støtte driften af det ny museum med hver en million kroner om året. Man regner med, at museet står færdigt til påsken 2027.

Foreningen planlægger en bustur til det nye Danevirke museum og volden i september 2027.

Praktiske oplysninger

Pris for deltagelse ved foredraget er for medlemmer 60 kroner inklusiv kaffe og kage, for ikke-medlemmer 110 kroner. Hvis man ikke er medlem og bliver det på stedet, får man årsskriftet gratis med.

Tilmelding er nødvendig senest to dage før til Marianne Ludwigsen m.a.ludwigsen@gmail.com eller tlf. 23 61 46 50.

Læs også...  Erindringsværksted i Knøs' Gård

GÅET GLIP AF .. ?