Sønderborg Kommune har ansat Trine Matter Lindén til at udfolde kommunens UNESCO-potentiale. Hidtil har hun været adm. direktør for det strategiske kommunikations- og reklamebureau, Commocean, i Sønderborg, som hun nu forlader til fordel for Sønderborg Kommune og Hertugernes Augustenborg. Det skriver hun i et opslag på LinkedIn:
”Efter 21 år som virksomhedsejer og selvstændig har jeg takket ja til et drømmejob som programejer i Sønderborg Kommune. Kort fortalt bliver det min opgave og mit ansvar at udfolde Sønderborgs store UNESCO-potentiale. For lige her har vi et af Danmarks mest unikke, umistelige kulturmiljøer og den smukkeste barokke hertugby, Hertugernes Augustenborg. Hertugbyen er en vigtig del af den særlige arv og historie, vi bærer med os i det dansk-tyske Grænseland, og i en tid, hvor verden er under hastig forandring, giver det måske mere mening end nogen sinde at fokusere på det, der er lykkedes her. På at vi er lykkedes med en demokratisk valgt grænse, hvor stærke og bevidste mindretal stortrives på hver deres side af grænsen”, skriver Trine Matter Lindén, og fortsætter:
”Jeg glæder mig inderligt til fra 1. april at allokere alle mine kompetencer, kræfter og ressourcer til Hertugernes Augustenborg som potentiel verdensarv og et fremtidigt UNESCO-trail i Grænselandet. Jeg har været tilknyttet projektet som ekstern konsulent siden 2018, så derfor ved jeg allerede, at jeg får nogle helt fantastiske og dygtige kolleger, og det bliver så fedt sammen med dem at dykke ned i lokalforankret udvikling, medborgerskab og store ambitioner men international flyvehøjde. Ligeså meget glæder jeg mig til samarbejdet med et visionært byråd, der tør tænke stort, fondene, der sammen med kommunen står bag genetableringen af Hertugernes Augustenborg, den danske UNESCO Nationalkommission og UNESCO-familie og mange flere.”
Vejen til verdensarven
Sønderborg Nært & Nyt har kontaktet Trine Matter Lindén, som fortæller, at der er mange positive tilkendegivelser i UNESCO-systemet til Sønderborgs ambitioner, og at kommunen også fra flere andre sider er blevet opfordret til at tænke stort i genetableringen af Hertugernes Augustenborg.
”Allerede i 2023 lykkedes det at få de nordiske UNESCO Nationalkommissioner til at holde årsmøde i Sønderborg med fokus på Sønderborgs og Grænselandets UNESCO-potentiale. Vi oplever generelt stor og positiv opmærksomhed, og nu går vi for alvor i gang med at kortlægge vejen til verdensarven. Det bliver en sej og mangeårige proces at blive UNESCO verdensarv, og første skridt bliver at få Hertugernes Augustenborg optaget på den danske tentativliste”, siger Trine Matter Lindén.
Taknemligt farvel
Den nye stilling som programejer i Sønderborg Kommune betyder, at Trine Matter Lindén siger farvel til Commocean og livet som virksomhedsejer.
”Selvfølgelig er det en smule vemodigt at sige farvel til Commocean, men jeg gør det fyldt af taknemlighed over 21 succesfulde år og det hav af skønne mennesker, jeg har fået lov til at arbejde sammen med – det gælder både kunder, kolleger og samarbejdspartnere. Men muligheden for at kombinere alle mine kompetencer med såvel min slet skjulte lokalpatriotisme som min oprindelige uddannelse, kan jeg simpelthen ikke sige nej til”, siger Trine Matter Lindén, der er uddannet cand.mag. i historie med speciale i dansk og tysk politisk historie 1864-1920.
Lisbeth Gram driver Commocean videre
Commocean, der har løst opgaver for bl.a. Arwos, Alsik, Aabenraa Havn, DIN Forsyning, Sonfor, Aabenraa Kommune, Destination Sønderjylland og mange andre sønderjyske virksomheder og organisationer, drives videre af virksomhedens kreative direktør, Lisbeth Gram, der sammen med Trine Matter Lindén grundlagde Commocean.