Erhvervskvinde og messemand går sammen: Nu sker der noget i Øvre Perlegade

Erhvervskvinde og messemand går sammen: Nu sker der noget i Øvre Perlegade
Kenneth Strandby rykker ind i den tidligere Viktoria-butik. Foto · af: Jens Eilertsen

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 3 minutter

Kenneth Strandby – manden bag Kenneth Messerne – og Linda Nissen, der ejer og er direktør i ON-Handel i Kliplev, lejer sig ind i de lokaler, som tidligere husede tøjforretningen Viktoria.

Af Jens Eilertsen

Den tidligere indehaver af Kenneth Messerne, Kenneth Strandby, og erhvervskvinden Linda Nissen, ejer og direktør i virksomheden ON-Handel i Kliplev – begge bor i Sønderborg – er enedes om at åbne et galleri i Sønderborg.

The Gallery åbner på adressen Perlegade 66 – lokalerne husede tidligere tøjforretningen Viktoria – 12. november. Der er reception fra klokken 14-18.

Kenneth Strandby kan ikke rigtigt huske, hvem der kom med ideen til galleriet, men han har interesseret sig for kunst siden barneårene og været aktiv kunstner de seneste 30 år.

“Jeg har omkring 3000 værker, og det er fantastisk, at jeg kan være med til at både promovere lokal kunst i Sønderborg og skabe liv i Øvre Perlegade. Der er mange gallerier i området, og det er jo byens latinerkvarter”, siger Kenneth Strandby, der i tiden med Kenneth Messerne arrangerede flere end 500 messer – lige fra biler til erotik.

I første omgang er det Kenneth Strandbys værker, der udstilles og sælges, men det er også meningen, at andre lokale kunstnere skal udstille i The Gallery.

Hvad koster dine billeder?

“Det skal være sådan, at alle kan være med, så man kan få et originalt værk for 300 kroner. Det er prisen for de små. De store koster 1800 kroner. Som du nok kan se på prisen, så gør vi ikke det her for at tjene penge – vi vil gøre noget for området og den lokale kunst”, svarer Kenneth Strandby.

Ifølge den nye gallerist er det den lokale kunstner Kurt Hansen, der er ophavsmand til det nye ’latinerkvarter’. Han har selv galleri i området. Det ligger meget tæt på The Gallery, der med sine godt 180 kvadratmeter bliver områdets største kunstgalleri.

Hemmelig bar

Nært og Nyt var med på den første rundvisning, og det kom bag på den nye galleriejer, at der bag de tidligere Viktoria-lokaler ligger et lokale med bar og værtshus indretning.

“Men jeg har nu ikke tænkt mig at åbne restauration. Der skal også udstilles kunst i det lokale”, siger Kenneth Strandby.

Det er Karina Koch, datter af tidligere restauratør og erhvervsmand Bjarne Koch, som ejer den tidligere Viktoria-bygning.

“Jeg har kendt Bjarne Koch i mange år, og vi har også gjort forretninger sammen. Derfor gik der kun kort tid fra vi talte sammen til, at jeg fik nøglerne”, siger Kenneth Strandby.

Kenneth Strandby. Foto: Jens Eilertsen

Læs også...  Loppemarkedet i SFS-hallen genopstår

GÅET GLIP AF .. ?