Venstres borgmesterkandidat: Vi har brug for en ny måde at lede kommunen på

Venstres borgmesterkandidat Jimmy Simonsen. Foto af: Ole Kæhler


Ole Kæhler
Ole Kæhler
13. marts 2025 kl. 06:01

Læsetid: 3 minutter


I begyndelsen af februar blev det officielt, at Jimmy Simonsen fra Nordals er ny borgmesterkandidat for Venstre og til november ved vi alle, om det lykkes ham at slå den socialdemokratiske borgmesterkandidat, Erik Lauritzen, der stiller op for at blive borgmester for fjerde gang.

“Når jeg vinder valget, så skal der laves en fælles konstituering, hvor alle byrådspartierne er med – og udvalgsformandsposter skal fordeles efter partistørrelse. Det er det mest rimelige, siger Venstres borgmesterkandidat, Jimmy Simonsen til Nært & Nyt. Det vil signalere samarbejde fra dag ét.

“Når jeg har takket ja til at være borgmesterkandidat for mit parti, så er det fordi, jeg mener, Sønderborg Kommune har brug for et nyt lederskab. Erik Lauritzen har ikke været en dårlig borgmester, men vi har brug for en ny måde at lede kommunen på”, siger Jimmy Simonsen og han fortæller videre, at han altid har haft det godt med udfordringer.

“Som borgmester vil jeg trække på nogle af de erfaringer, som jeg har fra min virksomhed, hvor det handler om at være åben og inkluderende. Det gælder om at spille de enkelte byrådsmedlemmer gode”.

Jimmy Simonsen har en erhvervsuddannelse, han er iværksætter og ejer virksomheden Sim-Tec i Nordborg, hvor der er 10 medarbejdere og to lærlinge.

“Ved kommunalvalget i 2021 blev jeg valgt ind i Byrådet og jeg havde på forhånd sagt, jeg ikke ville have formands- og næstformandsposter, fordi jeg ikke vidste, hvor meget arbejde, der fulgte med. Jeg har jo også et ansvar for min virksomhed og medarbejderne”, siger han og fortæller, at der er meget arbejde, når man er med i Børne- og Uddannelsesudvalget, når man vil møde forberedt. Det vil han og det gør han.

Som nævnt har Jimmy Simonsen virksomhed på Nordals og det er også der, han bor.

“Ved valget i 2021 ville jeg gøre mere for yderområderne i kommunen og der var allerede lagt planer for Nordals. Nu er der også en for Gråsten – og bliver jeg borgmester, så skal jeg favne hele kommunen”, siger Jimmy Simonsen og fortæller, at han og Venstre går til valg på, at der skal være flere borgere i Sønderborg Kommune.

“Vejen til at få indbyggertallet til at vokse består blandt andet af et godt kulturliv, gode spisesteder og mange andre ting, som gør, at det er dejligt at bo her. Bosætning handler også om gode daginstitutioner og skoler med reel valgfrihed, jobskabelse i alle niveauer ved at understøtte iværksætteri og nystartede virksomheder, så der også er job til mor og far”.

“Og så skal flere børn bestå folkeskolens afgangsprøve. Alle folkeskolelever skal have deres karakterer op. Og så skal der være et reelt frit valg, når det gælder daginstitutioner. Det er der ikke i yderområderne”, siger borgmesterkandidaten og runder af med at sige, at gode skoler er af stor betydning.

Han tilføjer, at de øvrige emner fra Venstres valgkamp, bliver afsløret, når valgkampen for alvor går i gang.