Ungdomsbyrådet nåede ikke i mål

Eleverne skal fordele en million kroner. Foto af: Ole Kæhler


Ole Kæhler
Ole Kæhler
11. marts 2025 kl. 14:11

Læsetid: 2 minutter


Tirsdag mødte elevrådsmedlemmer fra alle kommunens folkeskoler op på Rådhuset, hvor de skulle forhandle om en hel million rigtige kroner, som skulle bruges på at dække udgifterne til de enkelte skolers ønsker.

“Hver af skolerne har en ønskeliste med ting, som de gerne vil have på skolen. Det kan være bænke til skolegården, rekvisitter der kan bruges i frikvartererne og så videre. Eleverne har fundet priserne på deres ønsker og udfordringen i Byrådssalen er, at ønskerne tilsammen løber op i 3,5 millioner kroner, så der skal skæres 2,6 millioner af ønskelisterne”, siger byrådsmedlem Jimmy Simonsen til Nært & Nyt Sønderborg.

Ungdomsbyrådet skal bruge et ekstra møde for at komme i mål. De blev sendt hjem kort før klokken 14, fordi de var kørt trætte.

“Som det ser ud lige nu, så er der 85.000 kroner til Dybbølskolen, men det kan ændre sig på det næste møde”, siger Nathaniel, der – ud over at være formand i det fælles elevråd – også er elev på Dybbølskolen.

“Det er rigtigt sjovt at være med og så handler det jo om rigtige penge”, siger han.

Ideen med at samle et Ungdomsbyråd, der skal forhandle om ønsker til folkeskolerne er helt fra den tid, hvor Aase Nyegaard havde borgmesterposten. Og det var Venstres tidligere byrådsmedlem, Peter Hansen, der foreslog, at Byrådet satte en million kroner af, fordi det så ikke bare var et spil, men virkelighed.