Sønder Havnegade lukkes for motorkørsel, knallerter, cykler og løbehjul fra og med Kristi Himmelfartsdag til og med den 30. september.
Sådan lyder den anbefaling fra forvaltningen, som de folkevalgte i Teknik, By og Boligudvalget skal tage stilling i morgen, tirsdag.
Sagen har været i høring hos beboere i området og der er både tilhængere og modstandere, når det gælder lukningen af Sønder Havnegade.
‘Når Sønder Havnegade spærres, har vi en stærk trafik af motorcykler, scootere med mere på Søndergade. Det forårsager larm og gene for os andre og vi har jo, som i nok ved, ikke rigtig fortov at hoppe ind på. Der er også mange bilister der har fundet ud af at de bare kan løfte afspærringen af ved Solo’, skriver en beboer i sit høringssvar.
Flere har skrevet, at deres ejendom slår revner og tager skade af trafikken og brostenene på vejen, og de ønsker derfor, at vejen lukkes i længst mulig tid.
‘Jeg mener, i simpelthen skal finde en løsning på hvordan vi, der bor i den sydlige del af Sdr. Havnegade, kan komme ud. Jeg skal over Chr. Xs bro hver morgen, når jeg skal på arbejde og jeg finder det helt urimeligt, at jeg skal køre fire kilometer rundt ad Strandvejen og Kongevej for at komme om til en bro, der ligger 100 meter fra min bopæl’, står der i et høringssvar.