Tirsdag gav medlemmerne i Teknik, By og Boligudvalget grønt lys for, at forvaltningen realitetsbehandler ansøgningen om at skifte syv udtjente vindmøller ved Pøl ud med tre endnu større vindmøller – og på det næste udvalgsmøde vil alt være klar til at sætte gang i en lokalplan.
”Jeg synes, at den nye tilgang, hvor vi har vendt processen fra, at borgerne er spurgt på bagkant til, at de nu er med på forkant er rigtig positiv. Når vi nu sætter lokalplanarbejdet i gang, vil der nu gå noget tid med planmæssige opgaver i forvaltningen og engang om lang tid skal udvalget sende lokalplanen i høring, hvor borgerne igen har mulighed for at komme med høringssvar og senere skal lokalplanen godkendes i først udvalget og sidenhen i Byrådet”, siger udvalgsmedlem Kristian Beuschau fra Socialdemokratiet til Nært & Nyt.
”Hvis vi skal have nye landvindmøller i Sønderborg Kommune, så er placeringen ved Pøl, hvor der står syv udtjente møller i forvejen, en af de mest oplagte placeringer”, siger Venstremanden Tage Petersen til Nært & Nyt.
”Vi er godt klar over, at det ikke er alle, der synes, at det er en fantastisk idé, men jeg synes trods alt processen har vist, at der er pæn opbakning til planerne om tre nye møller med en højde på 150 meter, og som kan producere fire-fem gange så meget grøn strøm som de nuværende syv møller”.
”Sidst, men ikke mindst, vil pengene fra Grøn Pulje og den planlagte Lokalfond kunne give et væsentligt bidrag til forskellige projekter i lokalområdet”, siger Venstremanden.