Nye oplevelser og håndlavet julepynt på årets julemarked i Broager 

Nye oplevelser og håndlavet julepynt på årets julemarked i Broager 
Julemarked i Broagerhus. Privatfoto

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 2 minutter

Hvordan kan affaldstræ blive til juletræer, og kan beton bruges som julepynt? Det kan gæsterne opleve, når Broagerhus inviterer til gratis julemarked i weekenden den 14. og 15. november. Her venter et juleunivers med håndlavede produkter, lokale specialiteter og kreative idéer til årets julegaver og dekorationer.

Allerede ved indgangen møder publikum årets nye oplevelser: To juletræer fremstillet af affaldstræ byder gæsterne velkommen. Inde i det tidligere rådhus fortsætter de kreative indslag, blandt andet med julepynt i beton – et materiale, som måske ikke umiddelbart forbindes med jul, men som kan få et dekorativt og anderledes udtryk.

“Vi glæder os til at vise, hvad udstillerne og de frivillige har skabt. Julemarkedet handler både om den gode stemning og om at give gæsterne nye idéer med hjem”, fortæller Gerd Bargum Petersen i en pressemeddelelse.

Julemarkedet i Broager har udviklet sig til en fast tradition, hvor nye udstillere hvert år slutter sig til. På de tre etager kan gæsterne gå på opdagelse blandt kunsthåndværk, unikke dekorationer, julepynt og lokale specialiteter. I år deltager 34 udstillere, så der bliver bedre plads til både publikum og de mange kreative produkter.

Sidste år var der 40 udstillere og 1.800 besøgende.

”Takket være hjælp fra frivillige og bestyrelsen bliver det gamle rådhus forvandlet til et juleunivers, hvor alle etager summer af liv og hygge”, siger bestyrelsesformand for Broagerhus, Erik Krogh.

Der bliver også mulighed for at holde en hyggelig pause med kaffe og brødtort, gløgg og æbleskiver.

Læs også...  Samtalecafé for tilflyttere og lokale

GÅET GLIP AF .. ?