Julebazar i Svenstrup – for tredje år i træk

Julebazar i Svenstrup – for tredje år i træk
Privatfoto

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 2 minutter

Der bliver igen skruet godt op for julestemningen, når Svenstrup Forsamlingshus slår dørene op til årets julebazar den 2. weekend i november.

Det er tredje år i træk, at forsamlingshuset inviterer til julebazar, og der er lagt op til en hyggelig weekend med masser af jul, inspiration og gode muligheder for at finde årets julegaver, skriver forsamlingshusets bestyrelse.

I år kan gæsterne gå på opdagelse blandt mere end 20 forskellige boder, hvor der bydes på alt fra kreative syslerier til spændende julevarer. Som noget nyt er der også tombola, hvor man kan prøve lykken.

Ingen julebazar uden lidt godt til ganen. Der kan købes lune æbleskiver, gløgg og brændte mandler, og i Nissecaféen er der mulighed for at stille den lille sult med lidt godt at spise.

Julebazaren er ikke alene en anledning til at komme i julestemning og mødes med andre. Den er også med til at støtte det lokale fællesskab. Overskuddet fra madboderne går nemlig ubeskåret til Svenstrup Forsamlingshus og bidrager til husets fortsatte drift og udvikling.

Så tag familie, venner eller naboen under armen, kig forbi 14 og 15 november 10-16 og vær med til at skabe en hyggelig juletradition.

Et forsamlingshus med mere end 100 års historie

Svenstrup Forsamlingshus blev indviet i 1912 og har siden været et vigtigt samlingssted for lokalsamfundet på Nordals. Gennem generationer har huset dannet ramme om fester, foreningsliv og fællesskab. Mange kender måske også huset under det gamle kælenavn E Saft.

I dag arbejder frivillige kræfter fortsat på at bevare og udvikle det gamle hus, så det også fremover kan være et levende samlingssted.

Julebazaren er en del af det arbejde.

Alle er velkomne til en hyggelig weekend med julestemning, handel og fællesskab.

Læs også...  Frivillige: Stor stigning i antal af ansøgninger om kommunalt tilskud

GÅET GLIP AF .. ?