Når Christopher Street Day Flensburg løber af stablen den 17. maj, deltager LGBTQ+ Sønderborg for tredje gang. Den lokale forening markerer sin støtte til det tyske pride-arrangement med både regnbueflag og budskaber om frihed og lige rettigheder.
“Jeg synes med de tilbageskridt der sker rundt om i verden, er det vigtigt at støtte op om pride-organisationerne, små eller store. Jeg mener, at vi lige nu ser et Europa i forandring – fra Ungarn, der helt forbyder prides, til Tyskland, hvor der i visse delstater debatteres forbud mod regnbueflaget. Det sender et klart signal om, at LGBTQ+personer ikke er velkomne i de områder”, siger forperson Niels Christian Aahøj Bech i en pressemeddelelse.
LGBTQ+ Sønderborg ser det som en vigtig del af sit arbejde at deltage aktivt i både danske og internationale pride-events – især i nærområder som Flensborg, hvor samarbejdet på tværs af grænser kan styrke både synlighed og sammenhold.
“Det handler ikke kun om fest og farver, men også om tilstedeværelse og protest. Vores deltagelse er en påmindelse om, at rettigheder ikke kan tages for givet – heller ikke i Europa”, siger forpersonen.