Lænken er en forening på Bjerggade i Sønderborg, som hjælper mennesker med alkoholproblemer og også deres pårørende. Medlemmerne er mennesker, som enten er ude af misbrug eller på vej ud af det, men der bliver alligevel ikke snakket om misbrug, når de mødes i Bjerggade.
“Det vigtige for os er fællesskabet og vi hygger os sammen. Hvis en og anden har brug for at snakke om misbrug, så går vedkommende og en mere ind i et andet lokale og klarer snakken der”, fortalte formand Kurt Nielsen til de politikere fra Sundhedsudvalget, der var på besøg onsdag eftermiddag. Han fortalte også, at det er godt 35 år siden, han selv drak.
I foreningen er der lige nu otte tidligere misbrugere og 20 pårørende.
“Og så er der 16 børn, som kommer her med deres forældre”.
Kurt Nielsen fortalte også politikerne, at der er åbent i Lænken mandage og torsdage.
“Nogle af vores brugere får antabus her på stedet og for at være dækket ind, skal man have det to gange i ugen”, sagde formand Kurt Nielsen.
Han fortalte også, der tit er arrangementer, hvor både voksne og børn er velkommen.
“Det er som regel i weekender og så er der fællesspisning et par gange i måneden. Vi har også en sommerfest, julefest, vi skal en tur til Bakken og der er feriedage ved Herning – og for vi indskydelser om noget, så gør vi det bare”.
Lænken har en telefonsvarer, som oplyser tre telefonnumre.
“Så det er altid muligt at komme i kontakt med en af os”, sagde Kurt Nielsen.
Bo Kleis Christensen fra Sundhedsudvalget spurgte, om Lænken også er opsøgende.
“Vi må ikke opsøge mennesker med alkoholproblemer og heller ikke deres pårørende. Men vi gør meget for at være synlige – og så ser vi gerne, at Misbrugscentret sender deres brugere ned til os, når behandlingsforløbet er slut, så de kan blive en del – og få glæde og gavn – af vores fællesskab”, sagde Lænkens formand.
En bruger sagde, at netværket er helt fantastisk og nærmest som en familie.
Sundhedsudvalgets formand, Didde Lauritzen spurgte, om der er nogle ønsker, som politikerne kunne tage med videre.
“Vi får allerede god støtte fra kommunen, så udover nogle flere messer for frivillige foreninger, hvor vi fortæller, hvad vi byder på, så har vi ikke lige for tiden nogle ønsker”, sagde Kurt Nielsen og gjorde det klart, at Lænken tilbyder fællesskab og ikke behandling.