House of Software opruster i Sønderborg

House of Software opruster i Sønderborg
Foto · af: Ole Kæhler

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 3 minutter

House of Software i Sønderborg tager næste skridt i sin udvikling. Fællesskabet, der hidtil er blevet drevet af en frivillig bestyrelse, får nu en ansat community manager. Camilla Uldal er ansat ved TEK Innovation og skal arbejde med at udvikle fællesskabet og dets aktiviteter.

Hun skal støtte bestyrelsen, udvikle arrangementer og gøre House of Software synligt for flere. Målet er at knytte stærkere forbindelser mellem virksomheder, studerende, forskere og andre med interesse for software i Sønderborg.

“Vi har dygtige studerende, store virksomheder og en stærk interesse for teknologi her i området. House of Software kan samle folk, så de lærer hinanden at kende og får øje på, hvad de kan skabe sammen”, siger hun.

For virksomhederne er House of Software en mulighed for at møde studerende, mens de stadig er under uddannelse. Det kan føre til studiejobs, praktikforløb og senere ansættelser. Men Camilla Uldal ser også en værdi i selve mødet. Studerende og nyuddannede kan komme med nye teknologier og andre måder at angribe en opgave på.

“En virksomhed ved ikke altid på forhånd, hvad de studerende kan bidrage med. Når de mødes om en konkret udfordring, kan der opstå løsninger, ingen af dem havde tænkt på alene”, siger hun.

House of Software skal også gøre det lettere for virksomhederne at lære hinanden at kende, dele erfaringer og finde samarbejdspartnere i det lokale softwaremiljø.

Fra Shakespeare til software

Camilla Uldal har selv en anden faglig vej ind i softwaremiljøet. Hun har læst engelsk og kreativ skrivning på SDU, hvor hun også senere har undervist. Hun er oprindeligt fra Sønderborg, hvor hun også var bosat under sin studietid, og hun kender derfor både universitetet og byen, som hun nu skal være med til at knytte tættere sammen.

Hendes erfaring ligger blandt andet i kommunikation, projekter på tværs af fagområder og arrangementer. I House of Software skal hun bruge den til at skabe rammerne for møder mellem mennesker, der ikke nødvendigvis færdes de samme steder til daglig.

“Jeg har ikke en teknisk uddannelse. Men software bruger vi alle sammen. Jeg synes, det er spændende at bringe mennesker med forskellige fagligheder sammen”, siger hun.

Tag et problem med til pizza

Næste mulighed for at møde House of Software er workshoppen Pizza & Problemsolving på mandag klokken 16.00–18.00 på SDU.

Deltagerne kan tage en udfordring med, de er gået i stå med, og få nye idéer fra andre. Det kan handle om AI, kode eller noget helt tredje. Der bliver også pizza og mulighed for at møde andre i det lokale softwaremiljø.

Tilmelding senest fredag den 25. september.

 

Læs også...  Skal du også til havnefest i Mommark?

GÅET GLIP AF .. ?