FC Sønderborg udtager ny U13-trup  

FC Sønderborg-træning. Privatfoto


Ole Kæhler
Ole Kæhler
28. juni 2025 kl. 05:00

Læsetid: 3 minutter


FC Sønderborg har nu udtaget spillerne til den kommende U13-trup for sæsonen 2025/2026. Truppen er sat sammen på baggrund af klubbens åbne fredagstræninger for U10-U12, hvor spillere fra hele Sønderborg Kommune har haft mulighed for at deltage – uanset klubtilhørsforhold.

Fredagstræningen er et frivilligt og åbent tilbud, som FC Sønderborg tilbyder til alle børn i samarbejde med moder- og samarbejdsklubberne i kommunen. Her arbejdes målrettet med spilintelligens, teknisk udvikling og fodboldglæde i et miljø præget af høj faglighed og stor rummelighed.

”Vores mål er at skabe et fælles udviklingsmiljø, hvor spillere får mulighed for at dygtiggøre sig og vokse – både som fodboldspillere og som mennesker. Det er vigtigt for os, at vejen til FC Sønderborg går gennem åbenhed, ikke udvælgelse. Vi vil gerne give alle børn i kommunen chancen, hvis de har lysten og viljen til at lære”, siger sportschef Erik Nielsen i en pressemeddelelse.

I forbindelse med udtagelsen til U13-truppen skifter spillerne til én af FC Sønderborgs officielle moderklubber. Dette er en vigtig del af klubbens struktur og samarbejdskultur, hvor det lokale klubliv bevares, og spillernes tilknytning til moderklubberne styrker det fælles fodboldmiljø i kommunen. Spillerne bevarer derfor både deres lokale forankring og bliver en del af FC Sønderborgs overbygning, hvor de får mulighed for at træne og spille på højere niveau.

”Vi er stolte af det tætte samarbejde med vores moderklubber. Det er helt afgørende for vores model, at spillerne fortsat er aktive medlemmer i det lokale foreningsliv. Sammen sikrer vi både bredde og talentudvikling i hele kommunen”, siger Erik Nielsen.

Truppen består af 15 spillere, og fire spillere er udpeget som ’boblere’, der fortsat vil være en del af det udvidede udviklingsmiljø.

FC Sønderborg glæder sig desuden over, at en pige – Sofia Mathiasen – fra Sønderborg Boldklub – er blevet udtaget til truppen. Hendes udtagelse er et naturligt resultat af klubbens inkluderende tilgang til talentudvikling, hvor det er niveau, vilje og engagement – ikke køn – der tæller.

”Sofia Mathiasen har gjort et virkelig stærkt indtryk både spillemæssigt og menneskeligt. Vi er stolte af at kunne vise, at vores setup også rummer piger, hvis de har niveauet. Vi arbejder med fodboldudvikling – ikke kønsudvikling – og det skal der være plads til i en moderne fodboldklub”, siger Erik Nielsen.

U13-truppen 2025/2026: Noah Steffensen, Johan Møller, Sebastian Nissen, Lukaz Lauritsen, Kobe Kortsen, Eric Max, Jamie Fedders, Felix Schwarz, Sofia Mathiasen, Viktor Shala, Frederik Aagaard Christensen, Ledion Lushtaku, Morten Nissen, Tharun Sanjayan og  Thomas Davidsen.

Boblere: Riley Pedersen, Oscar Scholdan, Viktor Fagerlund og Frederick Mosekjær.

Spillerne kommer fra følgende klubber: Sønderborg Boldklub, Dybbøl IU, Sønderborg Fremad, Hørup/Lysabild og Midtals Boldklub.

FC Sønderborg ser frem til endnu en sæson med udvikling, fællesskab og stærkt samarbejde på tværs af klubberne i kommunen.

 

Læs også...  Læserindlæg: Tysk grænsekontrol ved alle tyske grænser letter presset på vores grænse