Broderloge Nr. 100 Dybbøl Banke delte fredag middag penge ud til fem lokale, frivillige foreninger og anledningen var, at broderlogen fylder 50 år.
“Vores jubilæumsudvalget har fundet fem lokale foreninger, som skal have støtte. Blandt andet fordi de lever op til vores tanker om næstekærlighed, venskab og sandhed”, sagde stormester Erik Hviid Jensen til Nært & Nyt.
Den første forening, som blev kaldt frem, var KGGO, foreningen for Kørestolsbrugere og Gangbesværede i Gråsten og omegn.
Jubilæumsudvalget havde valgt KGGO, fordi det er en forening, som skaber et forum for gangbesværede borgere med lyst til aktiviteter, fællesskab og sociale arrangementer. Foreningen fik 10.000 kroner.
“De penge vil vi bruge på nogle arrangementer for vores medlemmer”, sagde formand Svend Schütt til Nært & Nyt.
Red Barnet var også på listen over foreninger, som fik penge fra Broderloge Nr. 100 Dybbøl Banke.
Det gjorde de, fordi Red Barnet er en forening, der hjælper og styrker børn i skolen, fritiden, familien og også bekæmper børnefattigdom, afsavn, overgreb, mistrivsel og digitale krænkelser. Red Barnet fik 10.000 kroner, som skal bruges på aktiviteter for medlemmerne.
Der var også penge til Broen, som støtter udsatte børn med kontingent, udstyr og eventuel transport, så de kan deltage i foreningslivet.
“Vi fik 15.000 kroner, som alle skal bruges på det, som vi er her for – nemlig at støtte udsatte børn”, sagde Jytte ‘Pyt’ Sørensen fra Broen til Nært & Nyt.
Lænken Sønderborg fik 10.000 kroner til deres arbejde med at forebygge alkoholproblemer og hjælpe enkeltpersoner og familier, som har alkoholproblemer.
“De penge skal bruges på en tur til Bakken, vores Sommerfest og på ferieopholdet i Herning”, sagde Lænkens formand, Kurt Nielsen, til Nært & Nyt.
TUBA, som har til huse i Perlegade, hjælper børn og unge, som er vokset op i hjem med alkohol- eller narkomisbrug og derfor havde Broderloge Nr. 100 Dybbøl Bankes jubilæumsudvalg bestemt, at foreningen skulle have 15.000 kroner.
“De børn og unge vi ser, vil helst have individuel behandling, så vi vil bruge pengene på at finde ud af, hvordan vi får skabt nogle fællesskaber for dem”, sagde Kylle Bjerre fra TUBA til Nært & NYT.