Sandre Lohmann har åbnet sin egen fodklinik i Sønderborg

Sandre Lohmann har åbnet sin egen fodklinik i Sønderborg
Fodplejer Sandra Lohmann. Privatfoto

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 3 minutter

Efter 12 år inden for kontorfaget har Sandra Lohmann valgt at skifte retning i arbejdslivet. I oktober åbnede hun sin egen klinik, ’Sandras klinik – fødder & velvære’, på Nørrekobbel 11 i Sønderborg.

Sandra Lohmann er uddannet lægeeksamineret fodplejer fra Skønhedshuset Vejle, men vejen til fodplejefaget har ikke været helt lige. For mange år siden blev hun uddannet inden for SOSU-faget, men de seneste 12 år har hun arbejdet inden for kontorfaget.

Med tiden begyndte hun at savne mere menneskelig kontakt og et arbejde, hvor hun i højere grad kunne mærke, at hendes indsats gjorde en forskel for andre. Samtidig voksede ønsket om at skabe sit eget arbejdsliv med større fleksibilitet og mulighed for at kombinere selvstændighed med familielivet, skriver Sandras Klinik i en pressemeddelelse.

Beslutningen om at starte egen klinik har også været et familieprojekt. Sandra Lohmann fremhæver især sin mands store opbakning undervejs. Sammen har de skullet få hverdagen til at hænge sammen med fem sammenbragte børn, samtidig med at familien midt under hendes uddannelse flyttede fra Broager til Sønderborg.

Det har været en periode med mange bolde i luften, men med støtte hjemmefra har Sandra Lohmann kunnet holde fast i drømmen om at skabe sin egen klinik.

Interessen for fodpleje voksede også i takt med, at hun fik øjnene op for, hvor vigtigt det er at passe på sine fødder. Hun blev samtidig opmærksom på, at der mange steder kan være ventetid hos både fodplejere og fodterapeuter, og så en mulighed for at bidrage med et lokalt behandlingstilbud.

“Fødderne skal bære os gennem hele livet, men jeg tror, mange glemmer, hvor vigtige de er, og hvor meget det betyder at passe godt på dem. Jeg synes, det er meningsfuldt at kunne hjælpe mennesker med både små og større fodproblemer og samtidig give dem en god oplevelse”, fortæller Sandra Lohmann.

I klinikken tilbyder hun professionel fodpleje til både mænd og kvinder – unge som ældre. Nogle kommer for at få lidt ekstra velvære og forkælelse, mens andre har konkrete fodproblemer eller behov for særlig opmærksomhed på fødderne, eksempelvis i forbindelse med diabetes.

For Sandra Lohmann er den personlige oplevelse mindst lige så vigtig som selve behandlingen.

“Jeg holder rigtig meget af at arbejde med mennesker, og jeg sætter stor pris på den personlige kontakt og den gode samtale med mine kunder. Det betyder meget for mig, at man føler sig velkommen og godt tilpas, når man besøger klinikken. Det gør mig oprigtigt glad, når en kunde går herfra og kan mærke en forskel efter behandlingen. Det kan være en kunde, der har haft problemer med sine fødder og oplever en mærkbar forbedring, eller en kunde, der bare har nydt en stund med velvære og forkælelse”, fortæller Sandra Lohmann.

I Sandras klinik – fødder & velvære er der fokus på den enkelte kundes behov, og Sandra Lohmann lægger vægt på at skabe en hyggelig og afslappet atmosfære med god tid til hver kunde.

Ud over behandlinger i klinikken tilbyder hun også udebehandlinger hos kunder i lokalområdet.

Med klinikken håber Sandra Lohmann at skabe et sted, hvor faglighed og personlig service går hånd i hånd.

Læs også...  Alsik og Syttende imponerer i kulinarisk guide

GÅET GLIP AF .. ?