Da det forleden regnede ret kraftigt blev parkeringspladsen ved Café Friends i Nordborg sat under vand og det gav bekymringer.
“Der plejer ikke at stå vand på Stationsvej og det er et problem, når mine kunder ikke kan parkere”, sagde restauratør Cuma Aslan til Nært & Nyt.
Hans fornemmelse var, at det var gravearbejdet ved Nordborg Skole, der gav problemerne.
“Vejtilsynet har talt med entreprenøren, der er ved at lægge et nyt fjernevarmestik og en ny vandledning ind til den gamle skole. Entreprenøren har lovet at de bliver færdige i denne uge og det følger forvaltningen op på”, siger Joan Slaikjer Hansen til Nært & Nyt. Hun er afdelingschef for kommunens forvaltning for Bæredygtighed, Infrastruktur og Byggeri.



