Kom og vær med til en hyggelig eftermiddag i Sønderborghus i morgen, torsdag, klokken 15 til 17, hvor vi dykker ned i æ sproch. Vi skal synge, snakke, finde gamle gloser frem og blive klogere på både ord og udtale.
For sønderjysk er ikke helt det samme overalt. Der er nuancer i sproget, alt efter om man kommer fra øst, vest, syd eller nord i Sønderjylland. Nogle ord udtales forskelligt, andre steder bruger man måske et helt andet ord – men ofte mener vi præcis det samme, skriver Æ Synnejysk Forening.
På dagen møder du to fra foreningen – én fra øst og én fra vest – så mon ikke vi også finder et par sproglige forskelle undervejs?
Kom derfor endelig, uanset om du har boet i Sønderborg hele dit liv, er tilflytter, har familie andre steder i Sønderjylland eller bare er nysgerrig på æ sproch. Du behøver ikke kunne tale sønderjysk på forhånd, og dit sønderjysk behøver bestemt heller ikke lyde som sidemandens.
Det bliver lærerigt og hyggeligt – med plads til grin, gode historier og måske et par kærlige diskussioner om, hvordan man nu egentlig siger det.
Og selvfølgelig hører der kaffe og småkager til.
Det koster 100 kroner at deltage og billetterne sælges fra Sønderborghus’ hjemmeside.




