Mandag aften var enhver, som ville høre borgmester Erik Lauritzen fortælle om det kommunale budget, velkommen i MultiKulturhuset – et tilbud omkring 20 personer tog imod.
“Budgettet er årets højdepunkt og det er i den proces, vi kommer rundt om mange ting – og når det hele så falder på plads, så er det en lettelse og vi fik lavet et budgetforlig, som 7 ud af 8 partier er med i”, sagde borgmester Erik Lauritzen.
Han fortalte videre, at der ligger tæt på en milliard kroner i kommunekassen og tilføjede, at de er reserveret til projekter, som er vedtaget i Byrådet. Nogle af dem er fire år gamle.
“Når projekterne er besluttet, hvorfor er de så ikke lavet”, spurgte en i salen?
“Tit er årsagen, at vi venter på tilladelser til at gå i gang – og nogle gange sker der uventede ting. På ‘Politigrunden’ i Gråsten dukkede der pludselig fredede orkideer op og det skal beskyttes. Og så er der ting, som ikke går så hurtigt. Eksempelvis tager det tid, når boligforeninger vil bygge. En stor ulempe er, at projekterne bliver dyrere, når vi skal vente”, sagde Erik Lauritzen.
Budget-processen
Budgetprocessen starter med, at forvaltningerne ser på, hvad der skal til for at køre videre med det nuværende niveau.
“Derefter fortæller fagudvalgene, hvilke nye ting de gerne vil have med – og de bliver registreret. Under forhandlingerne bliver der regnet på tingene – og skal der findes ekstra penge til et nyt tiltag, så de enten tages af kassen eller også findes ved at tage dem et andet sted i udvalgets område”, sagde borgmesteren og derefter gav en et overblik over, hvor mange penge der er til de forskellige opgaver i udvalgene




