Håndboldherrerne kan sikre sig seks på stribe

Håndboldherrerne kan sikre sig seks på stribe
Foto

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 3 minutter

Sønderjyske Herrehåndbold fortsatte de gode takter og kunne lørdag eftermiddag glæde de lyseblå fans i Sydjysk Sparekasse Skansen med en sejr på 30-25 over Skjern Håndbold. Efter en stærk første halvleg og en solid indsats efter pausen sikrede Sønderjyske sig endnu to point i Betoro Herreligaen. Dermed har de lyseblå nu vundet fem kampe på stribe.

Sønderjyske fik en forrygende start på opgøret og satte fra første fløjt tempo på både forsvarsspillet og angrebet. De lyseblå var effektive i kontrafasen og fik hurtigt opbygget en føring på 8-3, hvilket tvang Skjern til at tage timeout allerede efter godt ti minutter. Hjemmeholdet fortsatte med at spille med stor energi, og selvom gæsterne arbejdede sig lidt tilbage i kampen, holdt Sønderjyske fast i overtaget, skriver håndboldklubben.

Mod slutningen af første halvleg fik Skjern reduceret en smule, men Sønderjyske kunne gå til pause med en føring på 15-13 efter en første halvleg, hvor holdet havde vist både effektivitet og god organisation i spillet.

Efter pausen kom de lyseblå godt ud igen og udbyggede føringen til 19-15. Skjern forsøgte flere gange at skabe spænding, men Sønderjyske fandt svarene og holdt gæsterne på afstand. Med omkring ti minutter igen var stillingen 24-21, og da Viktor Bergholt og Nicolai Skytte efterfølgende bidrog med vigtige scoringer, havde Sønderjyske igen skabt lidt luft.

Skjern fik dog reduceret til 27-25 i slutfasen, og spændingen var dermed ikke helt væk. Men de lyseblå holdt hovedet koldt, og med scoringer fra Reinier Taboada, Nicolai Skytte og Viktor Bergholt i kampens sidste halvandet minut blev sejren cementeret til 30-25.

Offensivt fordelte scoringerne sig flot på holdet. Viktor Bergholt blev topscorer med syv mål, mens både Rasmus Madsen og Reinier Taboada nettede fem gange. Jesper Konradsson bidrog med fire assists, og i målet stod Matthias Rex og Thorsten Fries for tilsammen 13 redninger, som var med til at holde Skjern på 25 mål.

”Det var en fantastisk oplevelse at spille foran en fuldstændig udsolgt Skansen, selvom kampen undervejs blev lidt mere rodet og spændende, end vi kunne have ønsket os. Vi kommer ud som lyn og torden, men da Axel Månsson får rødt kort, skifter kampen karakter for begge hold. Det blev mere urytmisk, og selvom vi havde svært ved at finde melodien, formåede vi alligevel at bevare vores forspring”, sportschef Jacob Bagersted

”Det er faktisk det, jeg er allermest stolt af. I de seneste kampe har vi været gode til at bevare roen og køligheden, når kampene spidser til, og det er med til at sikre, at vi får sejrene i hus. Samtidig er det endnu en stærk kollektiv indsats, hvor alle bidrager, og hvor vi også fik et par stærke og afgørende redninger til sidst”.

”Og så vil jeg gerne takke de over 2.000 mennesker, der var med til at skabe en forrygende atmosfære og en fest i Skansen sammen med drengene på banen. Det var en fantastisk oplevelse”, siger Bagersted.

Chancerne for sejr i næste kamp er gode

På torsdag klokken 19 skal Sønderjyskes håndboldherrer spille ligakamp i Sydjysk Sparekasse Skansen igen. Det er Nordsjælland Håndboldklub, som kommer på besøg – og resultatet skal gerne betyder, at de lyseblå får seks sejre på stribe.

Sønderjyske ligger lige nu nummer 4 i Herreligaen og Nordsjælland har 9. pladsen

Kampen begynder klokken 19:30 og du kan købe billet på Sønderjyskes hjemmeside.

Læs også...  Billardspillerne tog hul på efterårssæsonen

GÅET GLIP AF .. ?