Universe inviterer til helt ny vintersæson med leg og teknologi

Universe inviterer til helt ny vintersæson med leg og teknologi
Nordborg Resort. Foto · af: Ole Kæhler

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 3 minutter

Fra den 4. november inviterer Universe Science Park indenfor til en helt ny vintersæson fyldt med leg, teknologi og videnskab. Med et stort udvalg af indendørs attraktioner kan hele familien gå på opdagelse, uanset hvordan vintervejret arter sig. Og med Center Parcs Nordborg Resort lige ved siden af kan oplevelserne kombineres med overnatning, tropisk vandland og kvalitetstid sammen.

Det skriver Universe i en pressemeddelelse.

Når dagene bliver kortere, og temperaturen falder, fortsætter oplevelserne på Nordals. Med Vinter i Universe holder oplevelsesparken for første gang åbent på udvalgte dage hen over vinteren.

Her kan børn og voksne udforske nogle af parkens mest populære indendørs attraktioner. Fra virtual reality og gaming til naturvidenskabelige eksperimenter og aktiv leg – alt sammen i tørvejr og behagelige indendørs rammer.

Masser af indendørs leg og læring – uanset vejret

I Universe er nysgerrighed, leg og læring ikke afhængig af årstiden. Derfor åbner parken nu dørene til en række indendørs oplevelser, hvor hele familien kan eksperimentere, udforske og have det sjovt sammen.

I Virtuel Reality bygningen kan gæsterne mærke adrenalinen i VR Bumper Cars, konkurrere i VR Race Room eller prøve VR Coaster og VR Paradrop. I samme bygning venter Nintendo Gamezone med sjove spil og underholdning for både store og små.

I den ikoniske Blå Kube kan gæsterne gå gennem en gletsjer, opleve gejsere og røre ved et lyn, mens Ball Factory inviterer de mindste til masser af indendørs leg med bolde. Derudover kan familierne gå på opdagelse i Testlab og Danfoss Museum eller holde en hyggelig pause i Restaurant Bread & Coffee.

Den administrerende direktør i Universe, Thomas Buch Tøstesen,  glæder sig over vinteråbningen:

“Vi vil gerne vise, at Universe kan noget helt særligt – også om vinteren. Vi har fantastiske indendørs oplevelser, hvor børn og voksne kan lege, lære og være nysgerrige sammen. Uanset om det regner, blæser eller er koldt udenfor, kan familierne få en dag fyldt med sjove og lærerige oplevelser hos os. Det glæder vi os til at invitere endnu flere familier indenfor til.”

Fra virtual reality til tropisk vandland

Med Center Parcs Nordborg Resort som nærmeste nabo kan familier forlænge oplevelsen med overnatning i moderne feriehuse omgivet af smuk natur og med en beliggenhed direkte ned til Lillebælt.

På resortet fortsætter de indendørs oplevelser i det tropiske vandland Aqua Mundo med vandrutsjebaner, bølgebassin og Wild Water River. Derudover byder resortet på et væld af indendørs aktiviteter, restauranter og hyggelige rammer for hele familien.

Kombinationen gør det muligt at tilbringe dagen med teknologi, leg og naturvidenskab i Universe og derefter fortsætte med tropisk vandland, afslapning og overnatning hos Center Parcs Nordborg Resort.

Sammen styrker vi Nordals som helårsdestination

Vinteråbningen er endnu et skridt i udviklingen af Nordals som en attraktiv destination året rundt.

Med to store oplevelsesdestinationer side om side får både lokale familier og feriegæster endnu flere muligheder for at opleve Nordals – også når vintervejret viser sig fra sin kolde side.

Praktisk information

Universe åbner første gang for vinteroplevelser onsdag den 4. november.

Åbningstid: Kl. 11.00 – 15.00 på udvalgte dage.

Entré: 100 kr. pr. person – fri adgang med sæsonkort.

Læs også...  Grillbar i Sønderborg lukker

GÅET GLIP AF .. ?