Efterårsmessen i Nordals Idrætscenter 7. og 8. november kunne en måned før messen melde alt udsolgt, og det er aldrig sket tidligere.
Af Jens Eilertsen
Det er 26 år siden, MegaEvents blev født på Nordals. Firmaet begyndte med at arrangere rockkoncerter, men har i dag specialiseret sig i messer. Siden starten er der holdt 25 jule-, efterårs- og forårsmesser på Als. Men det begyndte med rockkoncerter i 2010.
Først gik det godt med koncerterne, men af uforklarlige årsager var der et Rock Night-arrangement, som ikke solgte billetter, og det ramte de tre unge herrer bag MegaEvents, Jan Schaloske, Allan Bak og Poul Andersen hårdt – de så hele deres forsøg på skabe liv på Nordals smuldre.
Der var virkelig krise, erindrer Allan Bak, der tirsdagen før arrangementet om lørdagen besluttede at ringe til Bent Jensen fra Linak. Bak havde arbejdet et år på Linak og hilste på Bent Jensen, når de mødtes på gaden, men ellers kendte de ikke hinanden.
“Jeg var presset og meget nervøs, og det var jo ret fantastisk, at jeg straks kom igennem til Bent Jensen med det samme. Jeg troede ikke, at det var så nemt”.
Samtalen forløb nogenlunde sådan:
“Det er Bent. Hvad kan jeg hjælpe med”?
“Det er Allan fra MegaEvents. Vi prøver at skabe liv på Nordals. Vi har et musikarrangement på lørdag, og der er solgt for få billetter. Kunne du købe nogle billetter og så give dem eller sælge dem videre til dine medarbejdere”.
“De koster 150 kroner per stk, men du får dem billigere”.
“Hvis jeg får dem billigere, så hjælper det jo ikke”.
“Kan du købe 50 eller 75, så vil vi være glade”.
“Jeg køber 100. Kan du komme med billetter og faktura i dag”?
Ifølge Allan Bak havde MegaEvents ikke overlevet uden håndsrækningen fra den lokale rigmand, som Bak betegner som både pisseflink og et fantastisk menneske.
“Vi ville jo gerne med MegaEvents skabe liv på Nordals, men ingen af os havde lyst til at have penge med – uden Bent Jensens hjælp måtte vi jo hver punge ud med 5000 kroner dengang, og dem, der havde købt billet, ville ikke have fået en god oplevelse, fordi der var for få gæster. Vi havde masser af arbejde, og hvis ikke vi i det mindste kunne få det til at køre rundt dengang, så var vi ikke begyndt med messerne”, siger Allan Bak.
Fantastisk messe
“Så der er altså grund til at sende Bent Jensen en varm tanke, når vi går ind til jeres Efterårsmesse i Nordals Idrætscenter i weekenden 7. og 8. november”?
“Ja, det er der – og det er en fantastisk messe. For første gang kunne vi en måned før messen melde alt udsolgt. Der kommer 53 udstillere. Og den kunne være blevet endnu større, for der var en butik i Aabenraa, som ville leje halvdelen af Hal 2, men på grund af sygdom blev det ikke til noget. Vores plan var at lave legeland. Den anden halvdel”.
Allan Bak fortæller, at det egentlig skulle have været den 25. messe – men det er nummer 26. Forklaringen er, at han havde planlagt at droppe Forårsmessen i SFS-hallen i Sønderborg i år, men der var så mange udstillere, som kontaktede ham, at messen alligevel blev gennemført.
Det koster 30 kroner at komme ind til Efterårsmessen, men alle, der ønsker det, kan få fingre i en fribillet. De ligger blandt andet hos arrangørerne.
Ved messen er der præmier for cirka 50.000 kroner – der trækkes lod om købmandskurve med gavekort fra udstillerne hver time. Her er kravet, at man skal være i hallen. Hovedpræmien er igen en komplet brille til en værdi af 8000 kroner fra en af de meget trofaste udstillere, Louis Nielsen.
“Vi plejer at have 2500 besøgende til vores messer, men jeg tror og håber på, at der denne gang kommer 3000”, siger Allan Bak, der ikke kan forklare, hvor optimismen kommer fra.




