2026 har budt på de højeste elpriser siden energikrisen

2026 har budt på de højeste elpriser siden energikrisen
Foto · af: Ole Kæhler

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 2 minutter

2026 markerer sig lige nu som et dyrt år målt på elprisen. For elkunder vest for Storebælt (DK1) har gennemsnittet for den rene elpris ligget på 0,80 kr/kWh i årets første ni måneder.

Det er en stigning på 34 procent sammenlignet med samme periode sidste år og hele 41 procent sammenlignet med gennemsnittet for årene efter energikrisen, skriver Norlys.

Den vigtigste forklaring på de højere elpriser i år skal findes på gasmarkedet. For selvom vi de senere år har fået mere sol- og vindenergi i Europa, er der stadig perioder, hvor de billige og vedvarende energikilder ikke kan dække forbruget alene. Når det er tilfældet, skal der suppleres med strøm fra andre typer kraftværker, og her bliver naturgas ofte den afgørende energikilde.

”Gasprisen tog et markant hop op, da USA og Israel indledte konflikten med Iran. Siden har situationen omkring Hormuz-strædet været med til at holde gaspriserne oppe – særligt fra juli og frem steg prisen på gas markant og toppede i midten af september. Det samme så vi med elpriserne”, siger Ellen Trolle, der er direktør for Norlys’ energiforretning.

Hun kan godt forstå, at forbrugerne kan blive bekymrede, når de hører om stigende elpriser.

“Men det er vigtigt at huske på, at vi står et helt andet sted med nogle helt andre elpriser, end dem, som vi så under energikrisen. Samtidig har forbrugerne også mulighed for selv at påvirke den endelige størrelse på elregningen ved at planlægge deres forbrug til de perioder af døgnet, hvor elprisen er billigst”.

Læs også...  Sønderborg fejrer de unge faglærte

GÅET GLIP AF .. ?